"Med omtanke for det enkelte menneske og den generelle velfærd skal Hvidovre Kommune være børnenes og familiernes by med udfordrende tilbud om læring og fritidsliv."
Sådan lyder Hvidovre Kommunalbestyrelses vision. En vision som skal være pejlemærke i byudviklingen, i udviklingen af kommunens tilbud og når vi laver budgetter.
Som borger og familie i Hvidovre har du mange muligheder for at få oplevelser og et godt familieliv. Læs mere om udvalgte, relevante emner om børn og familier i byen i boksen herunder.
I Hvidovre Kommune har vi dagtilbud af høj kvalitet, der hver dag arbejder for, at alle børn møder en dagligdag præget af nærvær, omsorgsfulde voksne, udviklende læringsmiljøer og meningsfulde fællesskaber.
Dagtilbud af høj kvalitet er vigtige for Hvidovre Kommune. Det er de fordi børn og familier skal have et godt hverdagsliv og en dagligdag, hvor børnene trives, lærer, udvikler sig og dannes. Det er de også fordi, dagtilbud med høj kvalitet er med til at sikre, at børnene får de bedste muligheder for at klare sig godt senere i livet.
I Hvidovre Kommune har langt de fleste dagtilbud madordninger. En madordning skal sikre sund mad og følge Fødevarestyrelsens anbefalinger. Maden skal både give den nødvendige energi og næring samt være med til at grundlægge gode madvaner og madglæde.
I Hvidovre har vi fokus på at give hver elev en god skolegang og optimale muligheder for individuel udvikling. Målet er, at "uanset hvilke forudsætninger dit barn har, skal vi sammen være de bedste til at udvikle dem".
Det gør vi blandt andet ved at tilbyde talentprogrammer, særlig støtte i undervisningen - også til tosprogede børn, heldagsskole for sårbare unge og ved at integrere IT i undervisningen. En god skolegang indebærer også, at skole og forældre samarbejder, og derfor er forældreindflydelse også punkt, der tages seriøst.
Skoleudviklingen i Hvidovre Kommune arbejder hen mod klare faglige mål om at løfte karaktergennemsnittet i flere fag, om at løfte inklusionsgraden, således at flere elever kan følge normalundervisningen og om at skabe høj eller meget høj forældretilfredshed: Forældrene skal opleve, at folkeskolen er den bedste skole til at udvikle deres barn!
I Hvidovre Kommune er vi stolte over at kunne præsentere mange forskelligartede tilbud om sport og motion i fritiden til børn og unge. Det er nemlig en del af at være den fede forstad.
Der er mange indgange til at dyrke sport og motion i Hvidovre: Byens blomstrende foreningsliv, de tre idrætscentre, som tilbyder alt fra floorball over klatring til babysvømning, skøjtebanen om vinteren og friluftsbadet om sommeren, legepladser, Aktiv Sommer, Fritid for dig eller Ungdomsskolen.
Der er ligeledes rig mulighed for at børn og unge i Hvidovre Kommune kan udfolde sin kreativitet og få undervisning i både teater, musik, billedkunst og film.
Om dit barn er til kostumer og kulisser på dramaskolen, til maling og modellering på billedskolen, toner og tangenter på musikskolen eller kortfilmsproduktion med professionelle på filmskolen, så har vi tilbuddet til dig.
Hvidovre er også en forstad, hvor der er mulighed for at udfolde sig i det grønne. Derfor gør vi i Hvidovre Kommune meget ud af at pleje vores naturområder, så det er rum for sanseoplevelser, leg og bevægelse.
Uanset, hvor i Hvidovre man bor, er der ikke langt til et grønt område. Der er både strand og vand, skov og eng, og du kan komme tæt på både plante- og dyreliv.
Hvidovre er også rig på kultur, og du kan finde alsidige, lærerige, udfordrende, spændende tilbud om kultur i byen. Med blandt andet to museer, teatre, koncerter, kirker og en kulturfestival-uge er mulighederne for en kultur-tur i børnehøjde omfattende.
Derudover danner byens to biblioteker rammerne om en hel række faste tilbud til børn og deres forældre: Babybibliotek, legestue for tumlinger, vejledning til at lege og lære med sproget, lektiecafé og værksted for skolebørn, børne-anmelderklub og familieforestillinger er bare nogle af aktiviteterne.
Alt sammen noget, der er med til at gøre Hvidovre til en attraktiv kommune for børnefamilier.
Find lokale kulturoplevelser i Hvidovrekalenderen (nyt vindue)
I Hvidovre vil vi gerne hjælpe alle børn og familier til at trives i hverdagen. For selvom det er skønt med familie, så kan det til tider være udfordrende på den ene eller anden facon, og vi vil gerne så vidt muligt hjælpe på den måde, der er behov for det.
Sundhed, støtte og rådgivning er for alle familier, og viften af tilbud er derfor bred. Et af de nyeste tiltag er Familieliv Hvidovre, som er Sundhedsplejens tilbud til alle kommende førstegangsforældre.