Luftfoto af erhvervsområdet ved Tårnfalkevej Luftfoto af erhvervsområdet ved Tårnfalkevej

Udviklingen af erhvervsområdet ved Tårnfalkevej

Luk alle
Åbn alle

Hvidovre Kommune har modtaget en henvendelse fra en ejendomsudvikler, der har præsenteret en vision for omdannelse af erhvervsområdet ved Tårnfalkevej. Eksisterende erhvervsbygninger på Strandskadevej og vest for Tårnfalkevej ønskes nedrevet for i stedet at opføre ny bebyggelse bestående af etageboliger og bebyggelse til ikke-generende erhverv i op til fem etager og med en bebyggelsesprocent på 95.

Visionen for området viser et foreløbigt bud for placering og omfang af den ønskede bebyggelse. Et grundlæggende princip bag visionen er en struktur bestående af etagebebyggelse i 3-5 etager, der skærmer bagvedliggende friarealer og boliger for støjbelastning fra Amagermotorvejen og Gammel Køge Landevej.

Det er ejendomsudviklernes intention at skabe et nyt bykvarter der udnytter den unikke placering mellem de eksisterende boligområder og det grønne areal mod syd, samtidig med at området får sin egen identitet. De forestiller sig gårdhaver præget af fælles grønne opholdsarealer og med nye mødesteder for borgerne, som kan fremme et lokalt byliv og åbne området op mod omgivelserne. Blandt andet tænkes der skabt nye forbindelser boligkvartererne imellem, f.eks. ved at etablere en sikker skolevej til nordsiden af Gammel Køge Landevej.

Der beskrives et ønske om, at det nye område understøtter en mangfoldighed af livsformer og social fællesskaber ved en varieret sammensætning af boligtyper- og størrelser.

 

I august 2022 besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte en forudgående høring om en eventuel omdannelse af erhvervsområdet ved Tårnfalkevej og Strandskadevej til blandet byområde.

I marts 2023 besluttede henholdsvis By- og planudvalget og Økonomiudvalget, at der skulle udarbejdes et nyt plangrundlag for området. Du kan læse mere om udvalgenes behandling af sagen og se den vision som ejendomsudviklerne har fremsendte her: 

Læs om Økonomiudvalget og By- og Planudvalgets beslutning om igangsættelse af nyt plangrundlag her (nyt vindue)

Læs udviklernes vision her (pdf)

I september 2024 besluttede Kommunalbestyrelsen at sende forslag til Lokalplan 476 for byudviklingsområde ved Tårnfalkevej i offentlig høring frem til den 3. oktober 2024.

Forslag til Lokalplan 476 for byudviklingsområdet ved Tårnfalkevej i offentlig høring i perioden fra den 5. september til den 3. oktober 2024. Du kan se høringen via dette link: Høringsportal(åbner i nyt vindue).

Herefter skal Kommunalbestyrelsen behandle de indkomne høringssvar og beslutte om man vil vedtage lokalplanen endeligt. Dette sker efter planen på Kommunalbestyrelsens møde d. 4. december 2024.