Hvidovre Bymidte

Helhedsplanen for Hvidovre Bymidte har til formål at samle, styrke og synliggøre de kvaliteter, som Hvidovre allerede har, med det formål at skabe grobund for mere byliv. Foreningsliv og en vifte af kulturelle oplevelser skal gå hånd i hånd med de mere klassiske kommunale tilbud, der har afsæt i medborgerhuset Kometen, Hovedbiblioteket og borgerservice på Rådhuset.

Du kan læse helhedsplanen for Hvidovre Bymidte her (PDF).

En vis fortætning skal skabe afgrænsede, grønne og varierede byrum og give plads til nye byfunktioner og aktiviteter.

Der skal være mulighed for nybyggeri af varierende højder for på den måde at skabe en bygningsmæssig dynamik i området. Det er dog vigtigt at vise hensyn til nabobebyggelserne i forhold til indbliksgener og skygger. Hierarkisk skal Rådhuset være den højeste bygning i området, og nyt byggeri må maksimalt gives en højde svarende til én etage lavere end Rådhusets øverste etage.

Området planlægges som et centerområde med mulighed for at indpasse boliger, erhverv og offentlige formål med en samlet rummelighed omkring 22.000 m² etageareal fordelt på:

  • 11.500 m² boliger
  • 6.300 m² erhverv/administration/sundhed
  • 1.500 m² butikker
  • 2.600 m² kulturelle institutioner (Risbjerggård)


Arbejdet med at gøre visionen til virkelighed starter med opførelsen af et nyt kulturcenter ved Risbjerggård. Kulturcentret, som du kan læse mere om her (nyt vindue), forventes indviet i slutningen af 2022.

Du kan desuden følge med i arbejdet på Risbjerggårdgrunden fra et webcam, der er opsat på Rådhuset (nyt vindue).