Er du træt af støj fra trafikken i dit nabolag? Oplever du generende støj fra motorveje, jernbaner eller andre trafikerede veje? Så har du nu mulighed for at dele dine erfaringer direkte med Hvidovre Kommunes Støjudvalg.
Støjudvalget arbejder på at mindske trafikstøj og består af politikere, borgere og repræsentanter fra grundejerforeninger og boligorganisationer. De vil gerne samle borgernes oplevelser af trafikstøj i området for at supplere den nuværende støjkortlægning, som er baseret på beregninger.
På hjemmesiden deltag.hvidovre.dk kan du derfor sætte en knappenål på et digitalt kort og vise præcis, hvor du oplever trafikstøj. Du kan også beskrive, hvad der er årsag til støjen og komme med idéer til, hvordan den kan dæmpes.
- Støj handler meget om, hvordan vi oplever den. For selvom en beregning måske viser, at der ikke er trafikstøj et bestemt sted, så kan man som menneske godt opleve, at det støjer. Derfor håber jeg, at mange af Hvidovres borgere vil dele deres erfaringer og oplevelser af den lokale trafikstøj, så vi sammen kan finde de løsninger, der gør Hvidovre til et mere støjsvagt sted at bo, siger Kristina E. Young, formand for Støjudvalget samt Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.
Borgernes bidrag vil give Støjudvalget et mere præcist overblik over de steder, hvor trafikstøjen opleves som værst i Hvidovre, og bidragene vil blive brugt i udvalgets videre arbejde for at skabe et mere støjsvagt lokalmiljø.
Der er mulighed for at indsende kommentarer frem til den 26. oktober.
For nylig havde Støjudvalget også inviteret til et borgermøde om trafikstøj, som tiltrak omkring 100 interesserede deltagere. På mødet blev de mange fremmødte præsenteret for kommunens nye Støjhandlingsplan, som giver et overblik over lokal trafikstøj og beskriver de indsatser, der kan gennemføres for at begrænse den. I planen er der peget på forskellige geografiske områder og foreslået konkrete indsatser for at dæmpe trafikstøjen. Støjhandlingsplanen kan ses på kommunens hjemmeside, hvidovre.dk.
På mødet fortalte Støjudvalget også om sit arbejde på fire områder: Støj fra Amagermotorvejen, støj fra Holbækmotorvejen, støj fra jernbanerne samt hastighedsnedsættelser som redskab for at mindske støjen. Spørgelysten blandt de fremmødte var stor, og Støjudvalgets medlemmer tog mange gode input og emner med hjem fra mødet.
Nu er håbet, at endnu flere borgere vil komme med deres bidrag frem til den 26. oktober. Alle input vil blive gennemgået af Støjudvalget, som vil bruge dem i deres videre arbejde for at forebygge og reducere trafikstøjen i kommunen.