Hvidovre Kommune har taget et markant spring op ad listen i Dansk Industris årlige analyse af erhvervsvenligheden i landets kommuner. Med en flot fremgang på 19 pladser placerer Hvidovre sig i år som nr. 42 ud af 91 kommuner.
Det flotte resultat skyldes en bred indsats på tværs af flere områder, hvor især den grønne udvikling har spillet en afgørende rolle for fremgangen. Borgmester Anders Wolf Andresen ser det som et tegn på, at de grønne initiativer, der er iværksat i samarbejde med lokale virksomheder, gør en positiv forskel.
- Jeg er rigtig glad for, at vores grønne indsats kan ses så tydeligt i undersøgelsen fra Dansk Industri. Det er et område, vi arbejder målrettet med, både internt i kommunen og i samarbejde med vores lokale erhvervsliv. Omkring en tredjedel af CO2-udledningen i Hvidovre kommer fra virksomheder, så vi har nødvendigt fokus på, hvordan vi kan hjælpe virksomhederne med deres grønne omstilling. Den flotte placering viser, at vi er på rette vej, og det er inspirerende at samarbejde med virksomhederne og mærke deres engagement og ambitioner for den grønne omstilling, siger Anders Wolf Andresen.
I kategorien Grøn udvikling er Hvidovre Kommune gået fra en allerede fin placering som nr. 36 sidste år til nr. 21 i 2024. Det flotte fremskridt bliver også bemærket hos Dansk Industri.
- Den grønne omstilling er afgørende for fremtidens erhvervsklima, og det er positivt at se Hvidovre Kommune fortsætte sit fremskridt på netop dette område. Vi ved, at kommunen bl.a. har ambitioner om at skabe Danmarks grønneste erhvervsområde på Avedøre Holme og bidrager til samarbejdet på tværs af både virksomheder, grundejerforeninger og kommunen om fælles affaldsløsninger, grøn mobilitet, øget biodiversitet og vedvarende energiløsninger. Vi håber, at denne indsats også kan inspirere andre kommuner til at følge trop inden for den grønne udvikling, siger bestyrelsesleder i DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen.
Hvidovre Kommune får også en fin placering i kategorien infrastruktur og transport, hvor kommunen er placeret som nr. 29. Også virksomhedernes digitale rammer får en god placering som nr. 23. Virksomhederne er også generelt tilfredse med informationen fra kommunen, hvor et fokus på nyhedsbreve, én indgang for erhvervslivet, netværksmøder og arrangementer har sikret Hvidovre en 20. plads.
Og så har Hvidovre Kommune også fået en flot 1. plads i analysen – nemlig som den kommune i landet, der har haft den mest markante forbedring i sagsbehandlingstiden for byggesager.
Dog er der stadig områder, hvor Hvidovre Kommune kan forbedre sig. På uddannelsesområdet er kommunen placeret som nr. 80, hvilket er en lille forbedring fra sidste år - men der er stadig et stykke vej igen.
- Det resultat skal vi dykke videre ned i, men vi kan se, at vi har forbedret os, når det kommer til andelen af unge, der tager en erhvervsuddannelse. Med den nye uddannelsesinstitution Enghøj Gymnasium, som er resultatet af en fusion mellem NEXT og Hvidovre Gymnasium & HF, har vi fået endnu en stærk uddannelsesinstitution til byen, og vi har store forventninger til det fremtidige samarbejde, siger Anders Wolf Andresen.
Se hele analysen om lokal erhvervsvenlighed fra Dansk Industri her