I uge 38 er det international demensuge, og i Hvidovre bliver det markeret med åbent hus på Daghøjskolen for borgere med demens i den tidlige fase tirsdag den 17. september kl. 15-17. Daghøjskolen ligger i Paletten på Hvidovregade 49, og alle interesserede er velkomne denne eftermiddag.
Her kommer Karin, som sammen med folkebevægelsen Demensvenligt Danmark har lavet en dokumentarserie om sit liv med demens. Karin holder et oplæg om at leve med en demenssygdom.
Hun fik selv en demensdiagnose, da hun var 60 år, og pludselig skulle hun forholde sig til, hvordan hun skulle tackle dette nye livsvilkår. Hun tog på en rejse, både en indre og ydre, og blev undervejs klogere på både sig selv og på andre med demens.
Karin vil gerne gøre op med nogle af de fordomme, der kan være omkring demens, og nuancere billedet, specielt i forhold til yngre med en demensdiagnose.
Foredraget er gratis, og der er ingen tilmelding.
Til arrangementet er der mulighed for at stille spørgsmål og udveksle erfaringer om livet med en demenssygdom, og så kan man også hilse på kommunens Parkinsons- og Demenskoordinator.
Der bydes på kaffe og kage og mulighed for at se Daghøjskolens lokale og Palettens have.
Også Ældre Sagen i Hvidovre markerer demensugen, og det foregår onsdag den 18. september kl. 9.30-15. Her er pårørende og andre interesserede inviteret til gratis temadag i lokalerne Laurits Olsensvej 49, 1.sal, dør 131. Emnet er hverdagen som pårørende til en syg eller svækket person, og man kan høre om fx oprettelse af fuldmagter, visitation eller økonomi i forbindelse med indflytning i plejebolig.
Oplægsholderne er socialrådgiver Louise Sand og jurist Susanne Bækgaard Holm, som begge er rådgivere fra Ældre Sagen.
Tilmelding til Ældre Sagens kontor tlf. 36478515