Ambitiøst samarbejde skal sikre flere solceller på Hvidovres tage

Marts |

Solceller på taget af skoler, plejehjem og idrætshaller, der sikrer grøn strøm i stikkontakten. Det er målet bag et nyt samarbejde, som Hvidovre Kommune har tilsluttet sig sammen med 11 andre kommuner og HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.

Det tværkommunale selskab vil være det første af sin art – og skal sætte fart på Danmarks grønne omstilling.

- Indtil nu har det været ret kompliceret for den enkelte kommune at opsætte solcelleanlæg på vores bygninger, men med det nye samarbejde bliver det forhåbentlig nemmere at gøre vores bygninger grønne. Det har vi længe ønsket at gøre i Hvidovre Kommune, og med det nye samarbejde er målet at sætte hurtigere handling bag ønsket, siger Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune.

Han påpeger, at Hvidovre allerede kender ideen om at gå flere sammen om den grønne energi. I Energifællesskab Avedøre er lokale borgere, institutioner, kommunen og virksomheder gået sammen om produktion af vedvarende energi, og på Avedøre Holme arbejder flere virksomheder sammen med kommunen om at blive selvforsynende med vedvarende energi.

I det nye samarbejde ønsker parterne at undersøge muligheden for at danne et fælles selskab, der kan opsætte solceller på kommunernes egne bygninger. Tidligere skulle hvert eneste solcelleanlæg oprettes som et selvstændigt selskab, hvilket krævede meget arbejde for kommunerne. Men nye regler gør det nu muligt for kommuner at oprette ét selskab til at håndtere solceller på egne tagarealer og bygninger. Og selvom regler og regulering stadig gør det svært at få regnskabet til at balancere, så åbner reglerne for nye muligheder.

- Der er stadig flere ting, der skal falde på plads, før det kan lykkes, men nu undersøger vi, hvad der er muligt. Vi har en fælles interesse i at få mere grøn strøm i vores bygninger, og sammen kan vi måske få det til at ske – og samtidig sende et signal om, at vi alle må bidrage til at passe på vores klima, siger Kristina Young, formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Hvidovre Kommune.

Beslutningen om formelt at gå med i samarbejdet skal godkendes i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget og i Kommunalbestyrelsen i april.

Første skridt i det nye samarbejde er en dialog om at opstarte pilotprojekter, hvor der sættes solceller på kommunalt ejede bygninger, så man kan samle praktiske erfaringer, inden modellen bliver rullet ud i alle de involverede kommuner og regionen.

Ambitionen er, at rammerne for selskabet vil være på plads senere i år, og at HOFOR med pilotprojekterne kan begynde at sætte de første solceller op senest i 2025.

Ifølge DTU udgør energiforbruget i bygninger næsten 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug, og bygninger spiller derfor en vigtig rolle i målet om at få mere grøn energi.

- Vi skal have mere fart på den grønne omstilling og udnytte alle muligheder, så det er helt oplagt at udnytte mulighederne i de mange tage, som står ubenyttet hen. Sætter vi solceller op, kan vi dække strømforbruget med lokal grøn strøm. Det vil både skabe en lokal grøn omstilling og gøre bygningernes klimamæssige aftryk grønnere, siger Susanne Juhl, der er formand for HOFORs bestyrelse.

Derudover er danskerne meget positive over for solceller på tage. Cirka ni ud af ti danskere er positive over for solceller på industritage, det viser en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse gennemført for DTU i 2022.

 

FAKTA

De er med i samarbejdet:

  • Ballerup Kommune, borgmester Jesper Würtzen (A)
  • Brøndby Kommune, borgmester Kent Max Magelund (A)
  • Dragør Kommune, borgmester Kenneth Gøtterup (C)
  • Glostrup Kommune, borgmester Kasper Damsgaard (A)
  • Herlev Kommune, borgmester Thomas Gyldal Petersen (A)
  • Hvidovre Kommune, borgmester Anders Wolf Andresen (F)
  • Høje-Taastrup Kommune, borgmester Michael Ziegler (C)
  • Ishøj Kommune, borgmester Merete Amdisen (A)
  • Københavns Kommune, overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (A)
  • Rødovre Kommune, borgmester Britt Jensen (A)
  • Vallensbæk Kommune, borgmester Henrik Rasmussen (C)
  • Tårnby Kommune, borgmester Allan S. Andersen (A)
  • Region Hovedstaden, næstformand Thomas Rohden (R)

 

 

Kilder: