Den nye inspektør på ungdomsskolen Rasmus Bonde ser det som sin og Hvidovre Ungdomsskoles opgave at være med til at få de unge til at lykkes. Det håber han, at Ungdomsskolen kan være med til at sørge for i samarbejde med de andre, der arbejder omkring Hvidovres unge.
Rasmus har stået i spidsen for Ungdomsskolen siden nytår. Han er 50 år og har godt og vel 15 års ledelseserfaring fra skoler i København, Ballerup og Glostrup. Senest har han været afdelingsleder for udskolingen på Nordvangsskolen i Glostrup. Oprindeligt er han læreruddannet fra Århus og har undervist i hele skoleforløbet.
”På Ungdomsskolen har vi i foråret 2024 arbejdet med værdierne: Værtskab, deltagelse og fællesskab. Vi mener, at det er muligt gennem det gode værtskab at skabe fællesskaber med deltagelsesmuligheder for alle, og vi stræber som ungdomsskole efter at være et sted, hvor vi trækker i samme retning og har en høj grad af trivsel”, siger Rasmus Bonde.
Han er kommet godt fra start på Ungdomsskolen, der udover at være et fritidstilbud til unge fra 6. klasse og op – og rummer Hvidovre Kommunes 10. klassetilbud, samt heltidsundervisning for elever fra 8-9. klasse.
”Jeg går glad hjem fra arbejde hver dag efter skønne timer med skønne unge og engagerede medarbejdere – jeg er stadig i fuld gang med at lære det hele bedre at kende”.
Den store opmærksomhed der er på netop de unge i de her år, ser han som en mulighed for at få skabt nogle samarbejder omkring de unge.
”Alle os der arbejder med de unge, bør være omstillingsparate og nysgerrige på, hvordan vi udfordrer, støtter og samarbejder med hinanden omkring de unge, så vi kan hjælpe dem til gode ungdoms- og voksenliv. Det vil jeg i hvert fald bestræbe mig på at være katalysator for at vi lykkes med”, siger han.
Rasmus Bonde opfordrer til at kontakte ham, hvis man vil vide mere om Hvidovre Ungdomsskole, eller har en god idé eller noget man vil drøfte med ham.
Rasmus Bonde bor i Brønshøj med sin kæreste og tre børn. I sin fritid bruger han tid med familien og på motion, rejser og god mad og vin.