I alt 47 nye toiletter på Dansborgskolen, Risbjergskolen, Langhøjskolen, Præstemoseskolen, Avedøre Skole og Frydenhøjskolen er det blevet til, ligesom der er genskabt et handicaptoilet på Præstemoseskolen, etableret 2 nye toiletter og et handicaptoilet på Heldagsskolen og lavet en adskillelse af rengøringsrum og toiletter på Risbjergskolen, så der nu i stedet er kommet to toiletter og to rengøringsrum.
Kommunalbestyrelsen har afsat 15,9 mio. kr. til arbejdet, som har stået på siden februar 2023.
De nye toiletter er blev etableret i rum, der tidligere har været brugt som depoter eller mindre grupperum, så det ikke er gået ud over undervisningsrum. Enkelte steder er eksisterende toiletter blevet ombygget, så der nu er vægge helt ned til gulvet. Alle steder er toiletter og forrum gjort mere lyse og indbydende med nye gulve i lyse farver, nye lofter, nye toiletter og håndvaske.
Det Fælles Elevråd hilser de nye elevtoiletter velkommen, og pointerer, at det betyder meget for trygheden, trivsel og undervisningsmiljø på skolerne. Men de påpeger samtidig, at de fysiske rammer ikke gør det alene. Ved mødet i Det Fælles Elevråd den 24. juni blev der bl.a. også sagt:
”Det er godt at man gør det. Men børnene kommer bare til at ødelægge det”.
”Halvdelen af tiden virker sæbe og toilet ikke og der er ikke papir, hvilket gør at folk ikke bruger dem.”
”Min erfaring bliver toiletterne tit misbrugt, så jeg syntes at det er underligt at bruge penge på dem.”
”Gode toiletter er selvfølgelig godt, men folk passer ikke på dem.”
Disse meldinger er vigtige at lytte til, mener formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Sara Benzon:
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået opgraderet toiletforholdene på de fleste af vores skoler. Det har en stor betydning for elevernes hverdag og trivsel. Men vi skal samtidig huske, at vi som voksne – både forældre, lærere og pædagoger – også har en opgave med at vejlede børnene om, hvordan man bruger og passer på de fælles toiletter.
Udover den nu afsluttede forbedring af toiletforholdene på skolerne venter følgende planlagte ombygninger:
Skolekøkkener på Dansborgskolen, Risbjergskolen, Holmegårdsskolen og Langhøjskolen.
Natur/tekniklokaler på Avedøre Skole
Musiklokaler på Avedøre Skole og Dansborgskolen.