March mod Ensomhed kommer til Hvidovre

Juli |
to ben med kondisko på fødderne, der går to ben med kondisko på fødderne, der går

Tirsdag den 13. august kommer March mod Ensomhed og manden bag initiativet Patrick Cakirli til Hvidovre. Det sker som en del af den årlige march gennem Danmark, som siden 2017 har fundet sted i ugerne 32-41. Konceptet er, at Patrick Cakirli går 2000 km gennem landet, og at han kun må gå, hvis han går sammen med andre. Derfor kan man på hjemmesiden marchmodensomhed.dk finde årets etaper og se, hvor man kan gå med og vise sin deltagelse i kampen mod ensomhed.

Hvidovre Kommune har i år meldt sig som samarbejdspartner for marchen, og derfor kommer Patrick Cakirli og andre vandrere til Hvidovre tirsdag den 13. august. De går fra Københavns Rådhus til Hvidovre Rådhus med ankomst ca. kl. 16. Om aftenen er der fællesspisning i Paletten, hvor alle interesserede kan melde sig til, nyde et måltid i hyggeligt selskab og samtidig høre Patrick fortælle om sit initiativ.

Onsdag den 14. august kl. 7.30-8.00 er der gratis morgenkaffe og snurrer sponsoreret af Espressohouse til alle interesserede. Det foregår ved Kulturhus Risbjerggaard inden afgang på dagens etape, som går ca. 34 km til Roskilde.  Borgmester Anders Wolf Andresen er én af dem, der vil møde op og sende Patrick Cakirli og andre vandrere afsted på etapen.

- Forebyggelse af ensomhed er noget af dét, vi arbejder meget med i Hvidovre Kommune, og derfor passer March mod Ensomhed rigtig godt ind, siger viceborgmester Søren Friis Trebbien, der vikarierer for Anders Wolf Andresen over sommeren. – Det er vigtigt at sende et signal til alle om, at ensomhed er et fælles anliggende. Vi skal hjælpe hinanden ind i de fællesskaber, der findes, og som vi er så heldige at have mange af i Hvidovre.

Viceborgmesteren anerkender, at når man oplever ensomhed, er det ikke altid nemt at komme ud og komme i gang.

- Men den her march viser i sig selv, at det faktisk ikke behøver at være særlig indviklet. Man kan bare komme og gå med – kort eller langt, det er ligegyldigt. Men så har man taget det første skridt ud af ensomheden. Det er det vigtigste – og for nogle måske også det sværeste – skridt at tage.

Hvidovre Kommune er bl.a. med i partnerskabet ”ABC for mental sundhed”, som har en vision om at fremme mental sundhed og trivsel, og på tværs af alle fagområder i kommunen bliver der arbejdet med at udvikle og understøtte gode rammer og muligheder for fællesskaber i Hvidovre.

Man kan læse mere om March mod Ensomhed på hjemmesiden marchmodensomhed.dk

Tilmelding til fællesspisningen i Paletten den 13. august – sidste tilmeldingsfrist 9. august: https://app.boblberg.dk/oplev/118 (Man skal oprette sig som bruger på Boblberg for at kunne tilmelde sig). Det koster 115 kr. for voksne og 65 kr. for børn til og med 12 år at deltage i fællesspisningen. Overskuddet går til Ensomhed Danmarks Landsindsamling.