Bliv klogere på by-design og sæt dit præg på Hvidovre

Juli |

Kunne du tænkte dig at være med til at undersøge, hvordan Hvidovre kan blive en bedre by at være senior i?

Så er der nu muligheden på den gratis kursus-række ”Gå til byudvikling”, hvor du kan blive klogere på by-design, byens rum og udvikling.

Kurset er for Hvidovres seniorer på 60+ år, og deltagerne vil blive undervist i byudvikling af faglige medarbejdere fra Hvidovre Kommune og rådgivningsfirmaet Grandville. Deltagerne vil lære om forskellige metoder og værktøjer til at undersøge byens rum, og de vil få praktisk erfaring med at observere og lave bylivstællinger, foretage interview og være aktiv i forhold til at samle data ind om Hvidovre.

”Gå til byudvikling” rundes af med en udstilling på Seniormessen i november 2024, hvor resultaterne formidles.

Stjernearkitekt på sidelinjen

Dele af kurset tager udgangspunkt i den danske stjernearkitekt og byplanlægger Jan Gehls arbejde og metoder. Gennem sit mangeårige virke har han insisteret på vigtigheden af at observere og opleve de byrum, man arbejder med, og at byen skal udformes med mennesket i centrum.

Og Jan Gehl er begejstret for, at Hvidovre Kommune har rettet fokus mod en seniorvenlig indretning af byrummet – og ikke mindst involverer borgerne i processen.

- Det er meget spændende, at Hvidovre nu tager fat i at undersøge, om vi kan gøre byen bedre for ældre mennesker – for selvfølgelig kan vi det. Og derfor er det en glimrende ide at inddrage netop seniorerne i det arbejde, for der er jo ingen, der ved bedre end dem, hvor de spændende steder er, og ikke mindst hvor vanskelighederne er, når man færdes i Hvidovre, siger Jan Gehl

Borgernes behov i centrum

Kursusrækken ”Gå til byudvikling” er en del af projektet ”Seniorvenlig By – god for alle generationer”. Projektet har til formål at undersøge, hvordan Hvidovre kan indrettes mere seniorvenligt, og hvordan vores byrum kan fremme livsglæde, sundhed, trivsel og fællesskab på tværs af generationer.

Det er i høj grad seniorernes egne ønsker og erfaringer, der vil blive brugt i projektet, og den nye viden skal bruges i den fremtidige udvikling af Hvidovre.

Kursusrækken bliver afholdt over fire eftermiddage i Kulturhus Risbjerggaard og Paletten, og der vil også være to åbne arrangementer for alle borgere. Det ene er et stort åbningsarrangement onsdag den 14. august i Paletten samt en Byvandring tirsdag den 17. september. Mere info om begge arrangementer følger senere.

Du kan læse mere om kurset og tilmelde dig på hvidovre.dk/seniorvenligby