Center for Trafik og Ejendomme har ansat Thomas Dyhr, som ny Vej- og Parkchef. Han er i dag enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i nabokommunen, København, og har desuden erfaring fra bl.a. Rambøll, hvor han har arbejdet med trafikplanlægning og mobilitet.
Thomas Dyhr er 45 år og er kandidat i kulturgeografi fra Københavns Universitet. Han har desuden en Master i Urban Management (byplanlægning) fra Rotterdam.
Han har erfaring med rådgivning og ledelse bl.a. fra private virksomheder, Atkins (i dag Systra) og Rambøll. Siden 2020 har han været enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, og har dér stået i spidsen for to forskellige enheder, først for Vejgenopretning og senest siden 2023 for Container- og Gravetilladelser.
- Jeg glæder mig til samarbejdet med Thomas Dyhr, som bliver en chef, der både forstår vej- og parkområdet og kan fastholde en fortsat sikker og robust drift af området. Samtidig har han et godt blik for at udvikle området på en kvalificeret og innovativ måde. Og udvikling har vi brug for med de store dagsordner, vi står overfor. Eksempelvis i forhold til hele klimaområdet med CO2 reduktion, biodiversitet, klimasikring, bæredygtig mobilitet, som vi arbejder på i kommunen, og som deltager i tværgående kommunale og statslige infrastrukturprojekter med motorvejsudvidelser og støjudfordringer samt ønsker til overdækninger, Metro og BRT, siger centerchef for Trafik og Ejendomme i Hvidovre Kommune, Anne Pallesen.
Den nye Vej- og Parkchef har fra sine ansættelser i Københavns Kommune relevant erfaring med politisk betjening, borgerhenvendelser, koordinering og samarbejde med eksterne bygherrer og entreprenører og internt i kommunen. Ligesom han kan håndtere de borgerinddragende processer.
- Jeg glæder mig vanvittig meget til at komme i gang og møde mine nye kolleger i Vej og Park og ikke mindst komme ind i de mange kerneopgaver, der dagligt løses. Jeg har god erfaring med nogle af områderne, Vej og Park dækker, og så kommer jeg til at lære en masse nyt. Det bliver spændende, og det er noget jeg ser ekstremt meget frem til. Så glæder jeg mig også til de mange samarbejder, der venter med mine kommende mange nye kolleger andre steder i kommunen sammen med det politiske niveau.
Thomas Dyhr bor i Hvidovre med sin hustru og parrets tilsammen tre døtre. I fritiden er han en flittig bruger af Hvidovres grønne områder, når hunden skal luftes.
Thomas Dyhr starter som Vej- og Parkchef i Hvidovre Kommune den 1. marts 2024