Sjællands største skoleskov tager form

Oktober |

Natur, læring, bæredygtighed og biodiversitet er bare nogle af nøgleordene for den nye skoleskov, som netop nu skyder op i den fjerne ende af boldbanen bag Frydenhøjskolen i Hvidovre.

I alt 2.700 forskellige buske og træer bliver plantet på det 900 m2 store område, hvilket gør det til den største skoleskov på Sjælland. Det er skolens elever samt børn fra nærliggende børnehaver, der planter og vedligeholder de mange buske og træer, og det skal give dem et større ejerskab til det nye stykke natur.

Tirsdag den 24. oktober uge blev de første træer plantet af flere af skolens elever, og også fungerende borgmester, Søren Friis Trebbien, var med. Han er meget begejstret for den nye skoleskov, som er den anden af sin slags i Hvidovre.

- En skoleskov er jo ikke bare en samling træer, men bliver et levende læringscenter og en skole under åben himmel. Her kan eleverne og alle vi andre blive klogere på vores natur og vigtigheden af at bevare en stor biodiversitet. Med skoleskoven er eleverne med til at plante en forvandling af vores lokalsamfund, som vi kan følge i mange år fremover, siger Søren Friis Trebbien.

På Frydenhøjskolen er der selvsagt også stor glæde over skoleskoven. Den vil fx gøre det nemmere at bruge naturen aktivt i undervisningen, når den ligger lige uden for døren.

Det fortæller natur- og kulturformidler samt udeskoleunderviser i K-klasserne, Janne Storm, der sammen med bl.a. faglig leder for K-klasserne, Anna Schram, har været en af tovholderne på skoleskovprojektet.

- Skoleskoven kan bruges i alle fag, fordi man her kan bruge alle sine sanser. Man kan arbejde med former, smage, dufte, lyde – tænk fx at læse ”Vinden i piletræerne”, mens du sidder under et piletræ. Og fordi børnene er med til at plante træerne, får de tilmed en tilknytning til skoven og lærer, hvordan vi passer på vores natur, siger Janne Storm.

Det er Hvidovre Grønne Nabofællesskaber, som har taget initiativ til skoleskoven, der har fået penge fra Hvidovre Kommunes Pulje til Grøn By.

- Det er helt fantastisk, at vi med vores gode samarbejdspartnere har fået gjort ideen til virkelighed og skaber en grøn forandring i vores lokalsamfund. Med skoleskoven er vi med til at plante håb, for vi viser børnene, at vi ikke bare snakker om klimaudfordringer, men at vi også gør noget, siger Charlotte Amon Meng fra Hvidovre Grønne Nabofællesskaber, der også tog initiativ til Hvidovres første skoleskov på Dansborgskolen.

Sammenlagt vil der i de to skoleskove blive plantet i alt 4.000 nye træer, der alle er hjemmehørende arter. På Frydenhøjskolen får eleverne hjælp fra den lokale anlægsgartner Grøn Entreprise, som også tilbyder skolens elever erhvervspraktik i forbindelse med anlæggelsen af skoleskoven.

- Det er en oplagt mulighed for at vise, hvad du kan med dine hænder og hoved, og vi er superglade for at være med. I Hvidovre Kommune er der fuld fokus på håndværksfagenes fremtid, og arbejdet med skoleskoven er endnu et godt eksempel på, hvordan børn og unge bliver præsenteret for de forskellige fag, siger Uno Apold fra Grøn Entreprise.

Arbejdet med at plante den nye skoleskov fortsætter de næste par uger, og alle er velkomne til at kigge forbi og følge med i udviklingen.

 

 

FAKTA

I en skoleskov deltager eleverne aktivt i plantning og vedligeholdelse af skoven.

Det er Hvidovre Grønne Nabofællesskaber, som har taget initiativ til skoleskoven.

Skoleskoven er finansieret af Hvidovre Kommunes Pulje til Grøn.

Det lokale anlægsgartnerfirma Grøn Entreprise har klargjort skovarealet og hjælper børnene med plantning af træer og buske.

Initiativet med at skabe en skoleskov understøtter flere af FN’s verdensmål:

  • Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund - Skoleskoven fremmer bæredygtig udvikling ved at skabe et læringsmiljø, der inspirerer til ansvar for naturen og en bæredygtig tilgang til byudvikling.
  • Verdensmål 13: Klimaindsats - Ved at plante træer og fremme naturforståelse bidrager skoleskoven til at modvirke klimaforandringer og reducere CO2-udledning.
  • Verdensmål 15: Livet på land - Skoleskoven styrker bevarelsen af biodiversiteten ved at skabe et levested for mangfoldige plantearter og dyreliv.