Op til skolernes efterårsferie kunne Hvidovre Kommune torsdag den 12. oktober genåbne den offentligt tilgængelige badestige på den nordlige mole på Hvidovre Havn. Selve stigen er genbrugt, da den kun havde været i brug i et par år og stadig er i fin stand.
”Jeg har glædet mig til at kunne stå her på havnen og genåbne badestigen. Tak for tålmodigheden til jer, der plejer at hoppe i også hen over sommeren – og rigtig god tur i vandet – og vinterbadersæson til jer, der har mod på det”, siger fungerende borgmester og formand for havneudvalget Søren Friis Trebbien, der genåbnede badestigen i et flot og klart oktobervejr, hvor mange borgere og vinterbadere var mødt op for at deltage.
Den yderste del af molen omkring badestigen er blevet istandsat og forbedret i forbindelse med det igangværende arbejde med at bygge en helt ny og forstærket mole. Det betyder, at borgere, der enten vil i gang med vinterbadning fra badestigen eller bare ønsker at nyde udsigten fra havnemolen, nu kan gå ud til badestigen på en helt nylagt træbeklædt mole.
Molen ender i et plateau med en cirkelformet bænk, hvor man kan sidde i læ og nyde udsigten – eller lægge badekåbe eller håndklæde, mens man benytter badestigen. Langs ydermolen omkring nedgangen til badestigen, er der etableret nogle lange trin hvor de, der blot vil nyde udsigten til strand og Kalveboderne, kan sidde eller stå.
Der er brugt en kombination af mørkt FSC-certificeret Azobé træ, som er en kraftig og solid træsort fra Vestafrika, der er særligt velegnet til konstruktioner, der skal holde i lang tid – og så lysere træplanker af trykimprægneret fyrretræ på de flader, der ikke er i direkte kontakt med havvandet og som derfor ikke er så udsat. Det er Zøllner, der har stået for entreprisen og NIRAS det rådgivende ingeniørarbejde.
Arbejdet på den inderste del af nordmolen afsluttes i løbet af 3-4 uger, og når det er afsluttet, går den næste etape med at renovere og forstærke sydmolen i gang den 1. november.