Hvis du har hoste over længere tid, hiver efter vejret eller har en hvæsende vejrtrækning, er det en god idé at gå til lægen. Det er budskabet i Lungeforeningens kampagne Hiv, Host, Hvæs, som i øjeblikket ruller på de sociale medier og sætter fokus på symptomerne på lungesygdom.
”At vores lunger har det godt, er afgørende for vores livskvalitet. Derfor er det vigtigt at finde mennesker med en lungesygdom så tidligt som muligt. Mange mennesker lider af lungesygdom, uden at være klar over det, da symptomer ofte kan være milde og forveksles med fx at være i dårlig form. Lungedagen er dedikeret til at finde danskere med lungesygdomme tidligere, så flest mulige kan komme i gang med behandling i tide.”
Siger Ann Leistiko, direktør i Lungeforeningen.
I den kommende uge kan du høre om symptomer og behandling af KOL samt få hjælp til rygestop:
Mandag 13. november, kl. 8-10 i Friheden Idrætscenter
Torsdag 16. november, kl. 14-16 i Borgerservice, Hvidovre Rådhus
Fredag 17. november, kl. 10-12 i Hvidovre C
Måling af lungefunktion på Hvidovre Hospital
Få målt din lungefunktion på Hvidovre Hospital i Uddannelsesbygningen.
Onsdag 15. november kl. 12-15.30.
Fakta om KOL
KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, og lungevævet bliver nedbrudt efterhånden, som sygdommen forværres.
Både mænd og kvinder rammes af KOL. I Danmark anslås det at ca. 400.000 har KOL, men ca. halvdelen ved det ikke. KOL er én af de hyppigste dødsårsager i Danmark, og i gennemsnit dør ni mennesker på grund af KOL hver dag.
KOL kan behandles, men ikke helbredes, når man først har sygdommen. Men man kan mindske mange af sygdommens symptomer og følger ved at holde op med at ryge, være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin. Jo før man opdager KOL og bremser faldet i lungefunktion, jo bedre. Tabt lungefunktion kan nemlig ikke genvindes.
Fakta om lungesygdomme
Omkring 700.000 danskere lever med en lungesygdom i Danmark, men alt for mange ved det ikke. De to hyppigste lungesygdomme i Danmark er astma og KOL.
Du kan lave en hurtig test om du har symptomer på lungesygdom på www.pustnu.dk