For mange brugere og medarbejdere i Hvidovre Kommunes bygninger var det mærkbart, at der i de kolde måneder har været skruet ned for varmen.
Det blev der, fordi Kommunalbestyrelsen den 25. oktober 2022 besluttede at sænke temperaturen til 19 grader i en række offentlige bygninger som ét af flere energibesparende tiltag. Baggrunden var den igangværende energikrise, som både udfordrer forsyningssikkerheden i Danmark og har fået energipriserne til at stige.
Men heldigvis viser tallene, at det har virket. Hvidovre Kommunes varmeforbrug har i de sidste måneder af 2022 ligget væsentligt under de forrige års forbrug – og det uagtet corona.
- Det har været imponerende at opleve, hvordan både borgere og medarbejdere i Hvidovre Kommune har stået sammen og gennemført de forskellige energibesparende tiltag, som vi vedtog i Kommunalbestyrelsen. Jeg er en frossenpind og har selv siddet med tæpper og uldtøj på kontoret, så jeg er helt klar over, at det ikke altid har været sjovt med fx lavere temperaturer. Derfor er det fantastisk, at vi nu kan vise, at den fælles indsats har båret frugt, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Hvis man kigger på alle Hvidovre Kommunes bygninger, er der sket en samlet besparelse på varmen på ca. 1.015.000 kWh, hvilket svarer til 11 % i forhold til året før.
Alene på Hvidovre Rådhus er der i perioden fra 25. oktober til 31. december 2022 sket en besparelse på 83.113 kWh – det er hele 28 % lavere end samme periode året før.
Også ude på skolerne har temperatursænkningen haft effekt. Fx har Dansborgskolen i samme periode sparet ca. 23.000 kWh – det svarer til en besparelse på ca. 11 % i forhold til samme periode året før.
Det lavere varmeforbrug kan også mærkes på økonomien. Den samlede økonomiske besparelse beløber sig til ca. 660.000 kroner for perioden fra 25. oktober til 31. december 2023.
Men selvom vi nu går varmere tider i møde, så ser vi stadig ind i nogle år, hvor der er usikkerhed om energisituationen.
- Vi kommer derfor ikke udenom fortsat at have fokus på at stå sammen og spare på energien. Ved en fælles indsats kan vi arbejde for, at vi også næste vinter kan undgå mangel på energi, siger Anders Wolf Andresen.
Udover de lavere temperaturer blev det også besluttet bl.a. at slukke kommunens trådløse netværk i tidsrummet kl. 22.00-06.00, at styrke brugeradfærden i kommunens bygninger med oplysningskampagner samt at inddrage foreninger, der bruger kommunens bygninger, i arbejdet med at reducere energiforbruget.