Foredragene bliver afholdt af eksperter inden for hvert sit område og inviterer byens seniorer til dialog om emner, som sikkerhed på internettet, at være pårørende samt arveret, testamente og fremtidsfuldmagter.
- Det glæder mig, hver gang jeg ser aktiviteterne fra Ældreliv Hvidovre. Det er dejligt, at vi har så mange forskellige tilbud til vore seniorer. Det er tilbud, der kan være med til at gøre en forskel. Tilbud der viser mig, at vi i Hvidovre kerer os om både det nære og det svære i borgernes nutid og fremtid, fortæller Arne Bech, formand for ældre- og sundhedsudvalget i Hvidovre Kommune.
Arveret, fremtidsfuldmagt og testamente
Det første foredrag handler om arveret, fremtidsfuldmagt og testamente. Her er det advokat Janne Køster, der skal gøre deltagerne klogere på, hvordan vi bedst sikrer os og vores nærmeste i fremtiden. Viden om arveret, fremtidsfuldmagt og testamente kan hjælpe os med at træffe vigtige beslutninger om vores fremtid, og på den måde sikre, at vores ønsker respekteres og følges, hvis vi bliver syge og svækkede.
Bliv sikker på nettet
Sikkerhed på nettet er temaet for det andet foredrag. På dagen er det Hvidovre bibliotekernes eksperter, der fortæller om nogle af faldgruberne på nettet. Det kan fx være hjælp til, hvordan man spotter digitale svindlere. Men det kan også være emner, som kan lette hverdagen. Fx tips og tricks til, hvordan man trygt handler på nettet.
”Du siger bare til”
Det sidste foredrag er for alle, som kender eller har tætte bånd til mennesker med langvarig fysisk eller psykisk sygdom og som ønsker gode råd til, hvordan du tackler de udfordringer, der kan være forbundet med at være pårørende. Sundhedscentrets pårørendekoordinater giver til dette foredrag konkrete råd og redskaber til, hvordan du tackler hverdagen som pårørende.
De tre foredrag
Arveret, fremtidsfuldmagt og testamente
- for alle og for dig, som er pårørende til et menneske med en demenssygdom
Tid og sted:
Tirsdag den 21. marts kl. 15.30-17:30 i Aktivitetscentret, Hvidovregade 49, 2650 Hvidovre
Bliv sikker på nettet
Tid og sted:
Onsdag den 10. maj kl. 10.00 - 12.00 i Aktivitetscentret, Hvidovregade 49, 2650 Hvidovre.
”Du siger bare til”
Tid og sted:
Onsdag den 24. maj kl.16.00 - 17.30. Sundhedscentret, sal 3, Hvidovrevej 272, 2650 Hvidovre.
Tilmelding sker via sundhedscentret.nemtilmeld.dk