Frem til den 30. juni er forslaget til en ny lokalplan – Lokalplan 745 – i offentlig høring. Lokalplanen skal gøre det muligt at bygge et energianlæg, der vil producere fjernvarme til 270 husstande i Avedøre Landsby og boligområderne nord for Kettevej.
Det anlæg, lokalplanen skal give plads til, vil bestå af 4000 kvadratmeter solceller, som placeres på støjvolden ud mod motorvejen langs Avedøre Slettevej, max. 150 kvadratmeter med teknikhus, varmepumpeanlæg, skorsten og en tank til flydende brændstof mellem nyttehaverne og rideskolen på samme strækning.
Kommunalbestyrelsen har en målsætning om, at Hvidovre skal være CO2-neutral i 2045, og omstillingen af varmeforsyningen er et vigtigt skridt for at nå målet. Mens størstedelen af Hvidovre løbende bliver koblet på det eksisterende fjernvarmenet, vil et kommende energianlæg ved Avedøre Landsby være et såkaldt ”ø-projekt”, hvor der bliver produceret energi lokalt til et begrænset område.
Den nye lokalplan viderefører bestemmelserne for nyttehaverne og rideskolen, og den har også til formål at sikre, at energianlægget kommer til at passe ind i landskabet og Avedøre Landsby på en måde, der ikke forstyrrer – hverken visuelt eller i forhold til støj.
Kommunen har søgt Fredningsnævnet om dispensation fra fredningen af Vestvolden, som området hører ind under. Lokalplanen kan kun vedtages af Kommunalbestyrelsen, hvis Fredningsnævnet giver dispensation.
"Vi håber, at vi får mulighed for at opføre energianlægget, for det er vejen frem i forhold til klimaet", siger formand for Klima-, Miljø- og Teknik-udvalget Kristina Young.
Hun opfordrer alle interesserede til at komme til informationsmøde om energianlægget tirsdag den 13. juni kl. 19-21 i Auditoriet i Værestedet i Avedørelejren. Adressen er: Vestre Kvartergade 5.
Hvis du vil sende et høringssvar til forslaget til Lokalplan 745, skal du sende det senest den 30. juni via Høringer på hvidovre.dk.
Du kan også sende dine bemærkninger pr. brev til: Hvidovre Kommune, Center for Plan og Miljø
Høvedstensvej 45, 2650 Hvidovre.