Kommunalbestyrelsen og Hvidovre Kommunes administration er i gang med arbejdet med kommunens budget for 2024. I starten af maj blev de høringsberettigede råd, nævn og bestyrelser inviteret til et orienteringsmøde, og nu får alle borgere mulighed for at bidrage med forslag og idéer på Deltag Hvidovre.
”Vi står i den situation, at kommunens økonomi vil blive udfordret i de kommende år, og det er ikke kun i Hvidovre, at det er sådan. Alle landets kommuner slås med at få pengene til at slå til, både på grund af inflation og prisstigninger, store udgifter til de specialiserede områder og til klimasikring af vores byer. I Hvidovre har vi konkret brug for at skaffe et økonomisk råderum på samlet 300 mio. kroner frem til 2027, og det bedste vil være, hvis vi kan gøre det, uden at det går ud over velfærden”, fastslår borgmester Anders Wolf Andresen.
Derfor er kommunens administration blevet bedt om at komme med idéer til, hvor der kan effektiviseres, udvikles eller investeres, så der på den lange bane bliver brugt færre penge – uden at det går for meget ud over velfærden.
”Der ligger fx forslag om at oprette lokale bo- eller undervisningstilbud på det specialiserede område, så vi ikke behøver at købe dyre pladser i andre kommuner, og en enkel idé som at have færre printere på rådhuset. Der er tale om store og små forslag, og nu vil vi også gerne høre borgerne, om de kan se steder, hvor kommunens penge kan bruges bedre eller smartere”, siger borgmesteren. ”Hvis vi så vidt muligt vil undgå besparelser, er det nødvendigt at tænke anderledes i forhold til kommunens budget.”
På Deltag Hvidovre kan alle fra den 31. maj til den 1. august komme med idéer og forslag til budgettet. Man kan også se de idéer, som kommunen er kommet med, og som der bliver arbejdet videre med.
”Sidste år kom der i alt 49 idéer fra borgere, som indgik i Kommunalbestyrelsens drøftelser af budgettet, og vi håber, at borgerne også i år vil bidrage med deres meninger og forslag. På grund af de økonomiske udfordringer, kunne det denne gang være interessant også at høre, om der er noget, borgerne mener, at kommunen IKKE skal bruge penge på, eller noget, som vi kan gøre smartere”, slutter Anders Wolf Andresen.
Alle kan følge med på Deltag Hvidovre, og hvis man vil skrive en kommentar, skal man oprette sig som bruger. Det gør man nemt ved at bruge sin mail-adresse.
Kommunalbestyrelsen har temamøde om budgettet den 11. august, og den 21. august har Økonomiudvalget 1. behandling af budgettet.
Kommunalbestyrelsens 2. behandling og endelige vedtagelse af budgettet finder sted den 3. oktober.