Medicinsikkerheden for borgere i botilbud og midlertidige pladser skal være i top. Det er formålet med det nye projekt ”Sikker Medicinering”, som Hvidovre Kommune netop er blevet udvalgt til at være med i sammen med ni andre kommuner. Det er Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der med støtte fra Helsefonden, står bag projektet, som varer til begyndelsen af 2026.
”Vi ved, at medicin er et af de områder, der rummer de største risici for fejl og skader på borgerne, og vi ved også, at der i dag sker et stort antal utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinhåndtering. Heldigvis ved vi også, hvad vi kan gøre ved det”, siger Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og uddyber:
”Vi skal kompetenceudvikle og skabe sikre arbejdsgange. Vi skal understøtte en læringskultur, hvor vi bruger fejl og utilsigtede hændelser til at skabe forbedringer, og så skal vi sikre, at de fysiske rammer er med til at understøtte en sikker medicinhåndtering”.
Det er ledere og medarbejdere i den midlertidige døgnrehabilitering på Svendebjerghave helt klar til, og centerchef for Center for Sundhed og Ældre i Hvidovre Kommune, Mette Odgaard Holck, forventer at erfaringerne fra projektet vil blive udbredt til hele ældreområdet i Hvidovre Kommune.
”Borgerne skal opleve, at vi løser vores opgaver med kvalitet, og medicinhåndtering er et område, hvor vi skal undgå fejl – fordi det handler om borgerens liv og helbred, og fordi vores medarbejdere skal kunne føle sig sikre, når de løser opgaven”, siger hun. ”Vores deltagelse i projektet kan være med til at løfte vores medarbejderes kompetencer og samtidig understøtte en patientsikker arbejdsgang.”
Projektet på Svendebjerghave vil trække på metoder og erfaringer fra et andet projekt af Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Det blev gennemført i 2020-2022 i 15 botilbud fordelt på 10 kommuner. Her blev antallet af utilsigtede hændelser i forhold til medicinhåndteringen mindre, samtidig med at det tværfaglige samarbejde og læringskulturen blev styrket.
”Vi håber selvfølgelig på, at det aktuelle projekt i vores midlertidige døgnrehabilitering vil give de samme gode resultater”, slutter Mette Odgaard Holck.
De andre kommuner, som deltager i projektet ”Sikker medicinering” er: Allerød, Slagelse, Ringkøbing-Skjern og Middelfart, Silkeborg, Horsens, Middelfart, Assens Kommuner. Desuden deltager et bo- og aflastningstilbud i Region Sjælland.