Varm dig med vinterjazz i februar

Januar |

Februar er jazz-tid, og i Hvidovre er Kulturhus Risbjerggaard ét af mange spillesteder på festivalen Vinterjazz, der bliver markeret landet over.

I kulturhuset og Teater Vestvolden kan man i løbet af februar måned opleve både børnejazz, velkendte swingende numre, nyskrevet musik, unge og garvede jazzmusikere.

Vinterjazz-programmet starter den fredag den 3. februar med en koncert med den unge up-coming kvartet BARYL, der spiller legende originalmusik komponeret af bandets vibrafonist. Musikken er skrevet med fokus på hverdagens rolige, udfordrende og kaotiske stunder. Baryl udgav i december 2021 deres debutalbum” Allerede mandag?” og blev i februar ugens album på P8 Jazz.

Den 5. februar besøger børnejazz-bandet Troldebierne kulturhuset. Her fortæller, synger og spiller Lone Selmer Roar og bandet om Trylleskoven, og børnene bliver præsenteret for forskellige musikgenrer i crossover-jazz-arrangementer med elementer fra swingjazz, bossa nova, beguine, salsa og afrikanske rytmer med masser af funky dansenumre og stille ballader.

Samme dag kan man få en hyggelig eftermiddag med STRYHN’s Jazz Quartet, som er en yderst velspillende fire mands, jazz- og swinggruppe. De spiller medrivende, velkendte, swing, blues og jazz numre.
Copenhagen Phil, som nu flere gange har spillet i Kulturhus Risbjerggaard, kommer den 9. februar igen til Strunge-salen. Denne gang med uropførelse af en ny dobbeltkoncert for to klaverer af Carsten Dahl. Ved koncerten vil publikum også opleve saxofonisten Charles Ives’ helt personlige version af den ragtime-musik, han hørte hjemme i Connecticut – og for at høre musik fra Gershwins opera Porgy og Bess. Dirigent er James Sherlock, og solister er Martin Qvist Hansen og Søren Rastogi, klaver.

Vinterjazz i Kulturhus Risbjerggaard har også fornøjelsen af at kunne byde velkomne til to lokale navne, der ellers begår sig på den musikalske verdensscene. Det er Marilyn Mazur, der den 11. februar med sit band Marilyn Mazur NOW! spiller ny musik med friske impulser. Marilyn Mazur NOW! havde premiere på Copenhagen Jazz Festival 2022.

Den 23. februar giver den lokalt bosiddende musiker Jesper Hedegaard koncert med sit band Jesper Hedegaard Sound of Brasil 5. Koncerten er en enestående chance for at tage et skridt længere ind i det utrolige og fascinerende brasilianske musikunivers – både for musikere og for publikum.
Baren åbner en time før koncerterne starter, og døren ind til selve koncerterne åbnes en halv time før.

Koncerterne er arrangeret af Kulturhus Risbjerggaard, Teater Vestvolden og Hvidovre Hovedbibliotek. Tandlægen Hvidovreklinikken er sponsor for vinterjazz-koncerterne.
Se mere og køb billetter på www.kulturhus.risbjerggaard.dk eller på Vinterjazz' hjemmeside.