Sidste udkald for idéer og input til Havneudvalget

Januar |

Hvis du færdes på havnen eller blot har nogle idéer til, hvad der kunne få dig til at benytte Hvidovre Havn, så har du en uges tid til at komme med idéer eller kommentere de 49 idéer fra Havneudvalget og de 34 idéer fra medborgere, der er kommet på borgerportalen Deltag Hvidovre. Fristen for at komme med idéer og kommentere er tirsdag den 17. januar.

En handicapvenlig badeadgang, padel tennisbaner, en rund ’uendelighedsbro’ inspireret af Århus, flere bådepladser, sauna og vildmarksbad er bare nogle af de idéer til udvikling af Hvidovre Havn, der er kommet på Deltag Hvidovre.

”Det er nogle spændende og meget forskellige idéer og input, der allerede er kommet. Jeg ser frem til at få endnu flere forslag ind, og til at mødes i Havneudvalget og drøfte dem og beslutte, hvilke vi anbefaler Kommunalbestyrelsen at gå videre med”, siger Havneudvalgets formand Søren Friis Trebbien.

Har du kommentarer til andres idéer, eller vil du markere din opbakning eller det modsatte til en idé, så kan du gøre det inden fristen 17. januar. Du finder borgerportalen på deltag.hvidovre.dk