Kommunalbestyrelsen giver grønt lys til at fortsætte fritidspas-ordning

Januar |

De sidste tre år har forældre på overførselsindkomst via fritidspas-ordningen kunnet søge tilskud til at betale deres børns kontingent til aktiviteter i lokale foreninger, musik- og billedskole osv.
I år har fritidspas-ordningen været søgt af ekstraordinært mange, og i alt 102 ansøgere har fået tilskud til fritidsaktiviteter og udstyr til aktiviteterne. Kommunalbestyrelsen besluttede tidligere på året, at også flygtningebørn skulle have mulighed for fritidspas.
Kommunalbestyrelsen har på baggrund af en evaluering af ordningen besluttet at fortsætte ordningen både for børn med forældre på overførselsindkomst og for flygtningebørn.
 
”Det er vigtigt, at alle børn i Hvidovre får mulighed for at være med i de lokale foreninger og fx dyrke idræt, gå til spejder eller gå til musik, og det er fritidspas-ordningen med til at sikre”, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kenneth Bak og roser samtidig de lokale foreninger, der i løbet af i år har støttet og givet gratis kontingenter til flygtningebørn:
”Det er bare så flot, at foreningerne hjælper de ukrainere, der bor i kommunen, så deres børn kan deltage i fritidsaktiviteter – og vi har i kommunen valgt, at give mulighed for, at flygtningebørn også kan få fritidspas”.

Fritidspas-ordningen er målrettet forældre til børn i alderen 3-17 år, der bor i Hvidovre Kommune.
Der gives tilskud til forældre, der er på overførselsindkomst, eller er flygtninge. Man kan få tilskud til at betale sit barns kontingent til aktiviteter i Hvidovres foreninger, i Musik- og Billedskole og til at barnet kan deltage i kommunens sommerkolonier med mere. Man kan også søge tilskud til tøj eller udstyr til fritidsaktiviteten. For at søge fritidspas, skal man udfylde et ansøgningsskema, som ligger på kommunens hjemmeside under kultur og fritid.