Borgerne i Hvidovre blev tilgodeset, da forligspartierne bag ’Infrastrukturplan 2035 – Fremtidens Veje’ skulle udmønte knap 270 millioner kroner til støjskærmsprojekter rundt om i landet. De 53,5 millioner kroner går nemlig til en støjskæm ved Holbækmotorvejen i Hvidovre.
Projektet består af en cirka 900 meter lang og ni meter høj støjskærm, som opsættes langs motorvejen mod syd mellem Brøndbyøstervej og Avedøre Havnevej.
Med opsætningen af støjskærmen er forventningen, at 10 boliger vil få en markant reduktion af støjen på mere end 6 dB, mens 211 boliger vil opleve en støjreduktion på mindst 3 dB, oplyser Transportministeriet.
Udsigten til en støjskærm vækker umiddelbart glæde på borgmesterkontoret i Hvidovre.
- Jeg er rigtig glad for, at partierne bag Infrastrukturplanen anerkender, at vi har store udfordringer med støj her i Hvidovre – og at de nu også tager skridt til at gøre noget ved det. Vi ved, at støjgener kan have store helbredsmæssige konsekvenser, så det er vigtigt at sætte ind alle de steder, vi kan, siger borgmester Anders Wolf Andresen og understreger, at pengene til støjskærmen ikke betyder, at Hvidovre dropper projektet med Solporten – en fuld overdækning af Holbækmotorvejen. Det vil nemlig kunne tage langt mere af støjen og samtidig bidrage med grøn energi, hvis man bruger solceller.
I dag er der ca. 7.900 støjplagede boliger i Hvidovre. Så selvom ca. 220 boliger vil få dæmpet støjen med de nye støjværn, så vil der stadig være omkring 7.700 støjplagede boliger tilbage i kommunen.
Borgmester håber derfor ikke, at pengene til et støjværn ved Holbækmotorvejen vil få indflydelse på Hvidovres ønske om at få overdækket Amagermotorvejen med solceller.
- Der er ingen tvivl om, at en fuld overdækning er langt mere effektiv end støjskærme, når det kommer til at dæmpe støjen. Og med den planlagte udvidelse af Amagermotorvejen er der udsigt til endnu mere støj i Hvidovre, og derfor er det et oplagt sted at lave et forsøg med en fuld overdækning, understreger Anders Wolf Andresen.
Derfor arbejder Hvidovre Kommune netop nu på at få udskudt projekteringen af den planlagte udvidelse af Amagermotorvejen med to år. Det skal give tid til at få undersøgt, hvordan en fuld overdækningsløsning kan integreres med motorvejen, og hvordan det kan finansieres.
En 7,1 km lang overdækning af Amagermotorvejen vil kunne reducere antallet af støjplagede boliger med helt op til 7000 boliger. Og hvis man dækker den med solceller, kan der genereres 72 MW grøn energi om året – det svarer til 50.000 borgeres årlige elforbrug.
Med udmøntningen af de mange millioner til støjskærme har forligspartierne også afsat 2,5 millioner kroner til et mulighedsstudie om overdækning af motorveje, hvor man skal undersøge udformning og analyse af mulige løsninger til overdækning af en motorvej og estimering af anlægsomkostninger.
Det er på strækningen mellem Brøndbyøstervej og Avedøre Havnevej (markeret med blå), der er afsat penge til at opføre en støjskærm.