På et ekstraordinært møde i Kommunalbestyrelsen onsdag den 23. august blev det besluttet, at det skal undersøges, om der kan findes en løsning, der både sikrer, at Hvidovre Stadion også efter nytår kan have plads til de 10.000 tilskuere, der er krav om til Superliga-kampe; og samtidig kan tilgodese de andre foreninger og klubber, der benytter faciliteterne på Hvidovre Stadion. Derfor blev det besluttet at lave et udbud (indbudt licitation) på at få opsat stilladstribuner i hver sin ende af stadion i stedet for de nuværende mobiltribuner.
”Jeg er glad for, at der var politisk enighed i Kommunalbestyrelsen om, at vi skal forsøge at finde ud af, om vi kan få stablet en løsning på benene efter nytår, der giver plads til både fodbolden og de andre klubber og foreninger, der har ’hjemmebane’ på Hvidovre Stadion, bl.a. atletikklubben.
Derfor har vi besluttet, at forlænge perioden med de nuværende mobiltribuner – og samtidig lave et udbud på to stilladstribuner”, siger borgmester Anders Wolf Andresen og tilføjer, at kommunen desuden vil igangsætte faste møder med klubber og foreninger på stadion og Idrætsrådet, for generelt at sikre en tættere dialog.
For at få flere muligheder at vælge en fremtidig løsning ud fra, bliver der nu lavet indbudt licitation på at få opsat stilladstribuner for begge ender af station i den sidste del af Superligasæsonen og eventuelt også i næste sæson. Der skal nemlig under alle omstændigheder findes en løsning, hvis HIF fortsat er i Superligaen i 2024-2025, fordi de nuværende mobiltribuner i den kommende sæson er lejet ud til anden side. En af de oplagte fordele ved stilladstribuner frem for mobiltribuner er, at de ikke generer løbebanen, der ligger omkring græsbanen på Hvidovre Stadion, og atletikklubben derfor vil kunne bruge banen hele tiden, ligesom de har kunnet før juli måned, hvor der blev sat mobiltribuner op til fodbolden.
Kommunalbestyrelsen godkendte også et forslag fra Kultur- og Fritidsudvalget om, at Hvidovre Kommune går i gang med at udarbejde et projekt for at etablere et overdækket stadion. Det sker for at sikre, at kommunens stadion også i fremtiden vil kunne leve op til de krav, der stilles bl.a. om, at Superliga-stadioner fra 2028 skal være overdækkede.