Hvidovre Kommune, Ældresagen, Demensvenlige Hvidovre og HvidovreBibliotekerne er endnu engang gået sammen om at markere den internationale Alzheimerdag med række forskellige aktiviteter i løbet af uge 38 – den 18.-24. september.
"Demens er en udfordring, der berører mange mennesker og familier, og derfor er det også noget, som Hvidovre Kommune har stort fokus på”, siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Arne Bech. ”Endnu engang har vi samlet gode kræfter, der i en uge vil skabe særlig opmærksomhed omkring emnet. Med vores Demensuge i Hvidovre håber vi at kunne dele viden, støtte berørte familier, fremme fællesskaber og en demensvenlig tilgang i vores lokalsamfund.”
Tirsdag den 19. september kl. 15-17 holder Daghøjskolen for yngre med demens høstfest for alle, der har lyst til at være med. Det gælder både børn og voksne, familier og venner til Daghøjskolens brugere og andre interesserede. Høstfesten foregår i Aktivitetscenterets have, Hvidovregade 49. Her kan man være med til at lave mad over åben ild, hilse på hønsene og nyde resultaterne af haveholdets flittige arbejde.
Onsdag den 20. september kl. 16-17.30 er der foredrag med Kasper Jørgensen fra National Videnscenter for Demens. Her kan du høre om forskellige aspekter af demens, bl.a. forskellige risikofaktorer, advarselssignaler og symptomer. Du får også mulighed for at møde forebyggelseskonsulenter fra Hvidovre Kommune, demenskoordinatorer og repræsentanter fra Aktivitetscenteret, bibliotekerne, Café "Ven til os" og Demensvenlige Hvidovre. Vil du være med denne eftermiddag, skal du tilmelde dig via hjemmesiden: sundhedscentret.nemtilmeld.dk eller ved at ringe til 4132 0612. Arrangementet holdes i Aktivitetscenteret, Hvidovregade 49.
Lørdag den 23. september kl. 11-14 kan man møde demensvenlige ambassadører i indkøbscentre og ved Avedøre Stationsby. De vil meget gerne dele deres viden og erfaring, når det gælder demens og demensvenlighed.
Søndag den 24. september er der landsindsamling i Alzheimerforeningen. Her kan man melde sig som indsamler på: https://indsamler.alzheimer.dk.
I løbet af ugen vil der også være demensvenlige aktiviteter på kommunens plejecentre for beboere og deres pårørende, bl.a. salg af "huskekager."
Hvidovre Hovedbibliotek har særligt fokus på læsestof om demens og forebyggelse af demens i ugerne 37 og 38.
Vidste du i øvrigt, at ét ud af tre tilfælde af demens kan forebygges? Ifølge Alzheimerforeningen er det ikke kun hjernegymnastik, der holder din hjerne i form - det gør fx dit helbred, kost samt fysisk og social aktivitet også.
Hold dig opdateret med det fulde program for Demensugen på Demensvenlige Hvidovres hjemmeside.