Hvidovre Kommunes sommerkolonier i Vig, Skødshoved og Svejbæk har altid været et tilløbsstykke, og i år har 400 børn i 2.-8. klasse meldt sig til at komme på en tur ud i det blå med leg, hygge og frisk luft. Men lykkes det ikke at få flere voksne til at melde sig til jobbet som koloniledere, må ni af kolonierne aflyses.
- Det vil vi være rigtig kede af, og derfor håber vi meget, at vi inden ansøgningsfristen den 1. maj får nogle flere ansøgninger fra voksne, der gerne vil være koloniledere sammen med fire-fem kolleger, venner eller bekendte i 5-9 dage i juni, juli eller august, siger Hvidovre Kommunes kolonileder Lise Meyer.
Hun har arbejdet med planlægning af kommunens sommerkolonier i mange år, og i de seneste år har hun oplevet, at det er blevet sværere at få rekrutteret alle de koloniledere, der er brug for.
- Hvis vi skal blive ved med at have dette tilbud til Hvidovres børn, kan det være, at vi skal se på, hvordan vi gør det mere attraktivt at være kolonileder. Men i år fortsætter vi med den model, vi kender, siger hun.
Den går ud på, at man melder sig som kolonileder sammen med et team, som man selv sammensætter. Man skal altså være 4-5 voksne, der er enige om, at man gerne vil tage af sted som koloniledere sammen. Man må gerne have sin ægtefælle/kæreste og ét barn med pr. par. Hver kolonileder i teamet får et honorar på mellem 4300 og 7700 kr. og dertil kost og logi på kolonien.
Som lederteam tager man sig af de ca. 40 børn, der er med på kolonien og står for aktiviteter for og med dem. Det faste personale på kolonierne tager sig af det praktiske som madlavning, rengøring osv.
- Man kan sige, at det minder lidt om at være på spejderlejr, siger Lise Meyer. – Man har 5-9 dage med en masse glade børn – inkl. eventuelt egne – i naturskønne omgivelser ved skov og strand. Og så får man oveni købet alle måltider serveret, og man skal kun koncentrere sig om at skabe gode rammer for børnene.
Når man ansøger om at blive kolonileder-team, skal man beskrive sine erfaringer med at have med børn at gøre, og der bliver indhentet børneattester på alle.
- Det er jo helt optimalt, hvis man er uddannet lærer eller pædagog, men erfaring fra fritids- og familielivet tæller også, understreger kommunens kolonileder, der opfordrer alle forældre i vennegrupper, kontakt-forældregrupper, teams af frivillige ledere i idræts- og spejderlivet til at søge.