Strandparken er et værdifuldt supplement til Hvidovres egne grønne områder, og derfor har Kommunalbestyrelsen på sit seneste møde godkendt en ekstrabevilling på 98.000 kroner til Strandparken I/S.
- Strandparken er et fantastisk rekreativt område med et væld af spændende aktiviteter, og mange af Hvidovres borgere bruger området aktivt. For os er det vigtigt at værne om vores grønne områder og sikre, at borgere kan få glæde af dem, og det kan det ekstra tilskud til Strandparken bidrage til, forklarer borgmester Anders Wolf Andresen.
Strandparken ved Køge Bugt er et sammenhængende natur- og friluftsområde, der strækker sig fra Avedøre Holme i nord til Greve Strand i syd. Det drives i fællesskab af kommunerne Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve og Hvidovre.
Strandparken er et kunstigt skabt natur- og friluftsområde, som samtidig fungerer som beskyttelse mod oversvømmelse fra havet af de lavtliggende byområder tæt på kysten. Her er skabt et landskab med klitter, søer, enge og overdrev, som i dag fremtræder som et sammenhængende naturområde, hvor dyre- og plantelivet trives side om side med en lang række friluftsaktiviteter.
Området byder også på en lang række faciliteter så som caféer, toiletter, borde/bænke, grill, brusere på stranden, badebroer og parkeringspladser.
Strandparken bliver flittigt brugt af borgere fra de omkringliggende kommuner, og der har de senere år været stigende udgifter til at opretholde det eksisterende drifts- og serviceniveau i forhold til tangrensning, toiletter og beskyttelse mod erosion. Bestyrelsen har derfor anmodet de fem kommuner bag Strandparken om et ekstra tilskud til at dække udgifterne.
Dertil kommer at de 42 år gamle anlæg med nye helårsåbne caféer og legepladser kræver øget vedligeholdelse, og Strandparken er ramt af stigende priser på håndværksydelser, transport og materialer. Der er desuden behov for større renoveringer og udskiftninger på de centrale klimasikringsanlæg og infrastrukturen i Strandparken.
Kommunalbestyrelsen i Hvidovre har tidligere givet tilsagn om at give de 98.000 kr. i ekstraordinært tilskud, men det var under forudsætning af, at de øvrige interessekommuner også godkendte deres andel af det ekstraordinære tilskud.
Greve Kommune har dog ikke godkendt deres andel af tillægsbevillingen, og de resterende kommuner skulle derfor beslutte, om de fortsatte ville stå ved deres tilsagn. Det har både Vallensbæk, Brøndby, Ishøj og nu også Hvidovre Kommune besluttet at gøre.
Læs mere om Strandparken og dens mange tilbud på www.strandparken-kbh.dk (nyt vindue).