Hvidovre ansætter ny direktør for børne- og velfærdsområdet

April |

53-årige Tine Larting bliver ny direktør i Hvidovre Kommune. Hun skal stå i spidsen for velfærdsområderne og bliver en del af direktionen på i alt tre. Som børne- og velfærdsdirektør får Tine Larting ansvar for Hvidovre Kommunes børn i dagtilbud og skoler, borgere i ældreplejen, udsatte borgere og borgere med handicap, foruden kommunens sundhedstilbud.

Den nye børne- og velfærdsdirektør er i sit nuværende job ansvarlig for sundhedsindsatser for voksne, ældreområdet, forebyggelse og det specialiserede voksenområde i Herlev Kommune. Hun har desuden tidligere været socialchef i Brøndby Kommune i en årrække.

”Først og fremmest glæder jeg mig til at lære Hvidovre bedre at kende. Jeg vil gerne være med til at udvikle den måde, vi løser velfærdsopgaverne på i dag, så den også er bæredygtig på den lange bane. Helt centralt i dette er et godt børneliv. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan finde de rigtige løsninger sammen med borgere, politikere, erhvervsliv og foreninger i Hvidovre”, siger Tine Larting.


Tine Larting.

Den nye direktør er uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1995 og har desuden taget en Master i Offentlig Ledelse på CBS. Før hun i 2007 blev ansat i Brøndby Kommune, har hun bl.a. været vicekontorchef i Sundhedsforvaltningen i det daværende Frederiksborg Amt.

Borgmester Anders Wolf Andresen, der er formand for ansættelsesudvalget, ser frem til samarbejdet med den nye børne- og velfærdsdirektør:

”Vi har valgt Tine i et felt med meget dygtige kandidater. Hun har stor erfaring med at arbejde med velfærdsområdet i kommuner, og så har hun nogle spændende perspektiver på hvordan vi kan udvikle vores velfærd, som jeg er sikker på, både kommunen og Hvidovres borgere kan få glæde af”, siger han.

Privat bor Tine Larting i Vallensbæk og er gift med Dennis Larting. Parret har to voksne børn. Når hun har fri, bruger hun meget tid ude i naturen med sin mand og parrets gule labrador Ziva. Tine Larting er også lidt af en ’handywoman’ og kan lide at lave mad og bage.

Den nye direktør tiltræder stillingen i Hvidovre den 1. juni. Hun afløser Susan Bjerregaard, der med udgangen af maj måned går på pension efter 13 år i Hvidovre Kommune.