Mandag eftermiddag blev der indgået et forlig i den årelange sag om Ege Alle.
Her underskrev borgmester Anders Wolf Andresen og kommunaldirektør Jakob Thune sammen med de fire borgere et forlig, der medfører, at ingen af parterne rejser krav om erstatning mod hinanden.
Forliget kommer på baggrund af et ekstraordinært møde i Kommunalbestyrelsen, hvor et flertal besluttede, at Hvidovre kommune ikke skulle stævne de fire borgere, der i marts 2022 blev dømt for ulovligt at have fældet tre af kommunens træer på Ege Alle.
Borgmester Anders Wolf Andresen er glad for, at det nu er lykkedes at trække en streg i sandet.
- Det har været en årelang og ulykkelig sag, jeg som ny borgmester overtog, og sagen skulle aldrig være kommet så vidt. Det har været en meget svær proces, så set i det lys er jeg glad for, at vi nu kan sætte et foreløbigt punktum i sagen, siger han.
En enig Kommunalbestyrelse har tidligere besluttet, at der skal laves en grundig, juridisk undersøgelse af forløbet omkring sagen på Ege Alle. Den undersøgelse bliver fortsat gennemført.