Hvordan sikrer du, at der ikke kommer rotter ind i dit hus? Og hvordan holder du rotterne ude af haven? Hvad er rottens foretrukne levested, og kan de virkelig gnave igennem både træ og plastik?
Torsdag den 27. april kan du blive meget klogere på rotter, og hvordan du holder dem væk fra dit hus og din have.
Hvidovre Kommune inviterer alle interesserede til info-møde i Strunge-salen i Kulturhus Risbjerggaard kl. 19-21. Her vil der både være oplæg, mulighed for at få svar på helt konkrete spørgsmål og få vejledende materiale med hjem.
- Vi har haft endnu en mild vinter med mange rotter i Hvidovre, og der er nærmest ikke ét område, der er gået fri, fortæller driftsleder i Hvidovre Kommune Connie Kirkegaard Nielsen. – Heldigvis er borgere og virksomheder gode til at melde ind, når de observerer rotter, så rottebekæmperne har haft travlt og har det stadig.
Hun understreger, at der stadig er meget, man som borger kan gøre, for at undgå at rotterne flytter ind i hus og have. Blandt andet kan man rottesikre sin terrasse og sin hønsegård, hvis man har sådan én. Hvordan man gør dette, kan man også høre om til info-aftenen.
- Desuden er det vigtigt, at man få ryddet op omkring sin bolig, så der ikke er bunker eller hjørner med rod, hvor rotterne kan gemme sig, og så er fodring af fugle desværre også noget, man må holde op med, hvis der er rotter i det område, hvor man bor, siger hun.
Hvidovre Kommune har udgivet en række foldere med gode råd til at forebygge rotter. Folderne kan hentes til arrangementet den 27. april, og de vil også blive lagt på hvidovre.dk, på HvidovreBibliotekerne og i Borgerservice på rådhuset.
Husk, at du som borger har pligt til at anmelde til kommunen, hvis du ser rotter. Det gør du nemt her på via kommunens hjemmeside hvidovre.dk