Hvad siger du til en hel dag med krea, dans, musik og teater for børn og familier? Og så oveni købet i Hvidovres nye kulturelle kraftcenter Kulturhus Risbjerggaard?
Den 17. september får børnene deres egen store åbningsfest i kulturhuset med en hel dags festival fyldt med sjove og hyggelige aktiviteter. Arrangementet hedder Flip Flop-festival og byder fra kl. 11-17 på fx kreaværksteder med linoleumstryk, print på t-shirts/muleposer, tegneserier og byg-selv-kunst, dans og ”Tigertræning”, drama-workshop, musikfortælling og koncert. Der er ingen tilmelding til arrangementet, så man møder bare op.
Hele programmet (der kan foldes som en flip flop) kan hentes på HvidovreBibliotekerne, Musikskolen og i Kulturhus Risbjerggaard efter den officielle indvielse den 9. september. Programmet kan også ses på Kulturhus Risbjerggaards facebook-side.
Det er Kulturhus Risbjerggaard, der sammen med Teater Vestvolden, Musikskolen og Billedskolen, står bag Flip Flop Festivalen, og arrangørerne håber på, at se mange glade børn og voksne på dagen.
- Det nye kulturhus venter bare på at blive indtaget, og vi glæder os til at se alle sale og rum fyldt op med familier og børn, der hygger sig sammen, siger kulturkoordinator Bodil Knutz. – Arrangementet er en del af Vestegnens Kulturuge, og børn og familier fra Hvidovres nabokommuner skal også være hjerteligt velkomne.
Se alle arrangementer og aktiviteter i Kulturhus Risbjerggaard på hjemmesiden www.risbjerggaard.hvidovre.dk