Antallet af indbrud er faldet markant

September |

Færre borgere i Hvidovre oplever indbrud i deres hjem end tidligere. Det viser nye tal fra Københavns Vestegns Politi, som har ført statistik over antallet af indbrud siden 2007.

Tallene viser, at antallet af indbrud i private boliger toppede i Hvidovre Kommune i første halvår af 2010 med hele 411 indbrud - men det tal er i første halvår af 2022 faldet til 106.

- Det er en rigtig god nyhed, at vi igen ser et fald i antallet af indbrud i vores kommune. Det betyder ikke, at hvert eneste indbrud - som jeg også selv har oplevet - er meget frustrerende at opleve. Men det er tegn på en positiv udvikling, at tallet falder år efter år, og det ser jeg meget gerne fortsætter. Hvidovre er en tryg by at bo og færdes i, og det skal den blive ved med at være, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

Hvidovre Kommune har generelt et tæt samarbejde med lokalpolitiet, også når det kommer til forebyggelse af indbrud. Og det er vigtigt, at alle har fokus på det, så antallet af indbrud fortsat kan nedbringes, lyder det fra Københavns Vestegns Politi.

- Det er nok flere grunde til faldet, men jeg tror, det er vigtigt, vi alle – politi, borgere, boligforeninger og andre gode lokale kræfter – holder fast og fortsætter med at gøre livet surt og besværligt for tyveknægte. Hold øje i dit boligområde og ring til os, hvis du spotter en unormal adfærd, siger chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard fra Københavns Vestegns Politi.

Spotter du mistænkelige personer eller køretøjer i dit område – fx på usædvanlige steder og tider, så kontakt politiet på servicetelefon 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis du opdager et igangværende indbrud.

Ønsker du råd om at undgå indbrud, sikre din bolig m.v. – så kontakt Københavns Vestegns Politis forebyggende afdeling via telefon 4386 1448 eller via 114

 

 

FAKTA:

Antal indbrud i private hjem i Hvidovre Kommune (første halvår):

  • 2007: 280
  • 2010: 411
  • 2017: 222
  • 2018: 161
  • 2019: 133
  • 2020: 159
  • 2021: 114
  • 2022: 106