Dagens gæst kender mange nok fra en sofafredag eller to foran fjernsynet, når Jens Werner giver den som ærlig og kærlig dommer i det populære program Vild med Dans. Nu får du mulighed for at opleve dansedarlingen her i Hvidovre, og se om han kan lære dig nogle nye fine fodtrin.
På temadagen tager Jens Werner deltagerne kærligt i hånden og byder op til dans. I første omgang med foredraget Mit liv med dans. Her fører Danmarks mest vindende danser tilhørerne gennem en rejse af ærlige og gribende beretninger fra sit liv. Man kommer med på den benhårde vej til at opnå det største inden for sit felt - at blive verdens bedste danser.
- Med Jens Werner på programmet er jeg sikker på, at det bliver en dag fyldt med smil og bevægelse. Og netop glæden ved bevægelse, det er noget, vi skal huske på, også når vi bliver ældre. Derfor gør det mig glad og stolt, at frivillige kræfter i Ældreliv Hvidovre har lyst til at arrangere en dag som denne. En dag hvor vi kan samle folk med fokus på dans og glæde, fortæller Arne Bech, Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Hvidovre Kommune.
Når hovedet er godt fyldt med dans, skal kroppen forkæles på samme måde. Derfor indtager Jens Werner dansegulvet, og i løbet af en halv times danseundervisning giver han tips og tricks fra sig til alle, der har lyst til at røre sig. På den måde bliver det en dag med både eftertænksomhed og sved på panden.
Lokale foreninger kigger forbi til messe
Når sveden har lagt sig, og dansen er slut, kan man få pusten og samtidig blive klogere på en række af de forskellige lokale foreninger og tilbud i Hvidovre. På temadagens messe kan du fx møde det nyetablerede Reparationsværksted, AIF Squaredance og Hvidovre atletik og motions hold – Begyndermotion.
Sundhedsprisen uddeles
Mod slutningen af temadagen er det tid til at uddele Hvidovre Kommunes Sundhedspris. Prisen er blevet uddelt hvert andet år siden 2002 for at hædre ildsjæle for deres vidt forskellige sundhedsinitiativer. Det er Borgmester, Anders Wolf Andresen, der uddeler og overrækker Sundhedsprisen og et kunstværk, som følger med prisen.
Program for Temadagen Dans dig glad
11.30-12.00: Dørene åbner
12.00-12:10: Viceborgmester Søren Friis Trebbien - byder velkommen
12:10-12.30: Underholdning/fællessang/musikskolen
12:30-13:30: Jens Werner 'Mit liv med dans'
13:30-13:45: Pause
13:45-14:15: Danseundervisning ved Jens Werner
14:15-15:00: Messe
15:00-15:30: Borgmester Anders Wolf Andresen uddeler sundhedspris og kårer en quizvinder
15:30-16:00: Messe og tak for i dag
Tilmelding sker på sundhedscentret.nemtilmeld.dk eller på tlf. 3639 3737. Temadagen er gratis for alle seniorer, der bor i Hvidovre Kommune.