Hvad vil det kræve at opgradere Hvidovre Stadion, så det kan lægge græs til Superligakampe? Det skal nu undersøges nærmere, har en enig Kommunalbestyrelse i Hvidovre besluttet.
Baggrunden er, at det går rigtig godt for den lokale fodboldklub Hvidovre IF, som pt. ligger i toppen af 1. division. Fortsætter den gode stime, kan klubben rykke op i Superligaen til næste sæson. Men hvis holdet i så fald skal spille sine hjemmekampe på Hvidovre Stadion, skal stadionet leve op til en række krav fra Divisionsforeningen – og det gør det ikke i dag.
Bl.a. vil der skulle etableres ekstra tribuner til ca. 3.400 tilskuere, så den samlede kapacitet bliver på mindst 10.000 personer. Der skal også etableres et VIP lounge-område til mindst 300 personer med uforstyrret udsyn over banen, og så skal der etableres TV-studie og tårne til TV-kameraerne.
Derudover skal der etableres udstyr til registrering af spilleraktivitet, opsættes et net mellem banen og udebaneafsnittet som sikring mod kasteskyts samt sikres en generator som backup for lys og lys i tilfælde af strømnedbrud.
Derfor har Kommunalbestyrelsen nu godkendt, at der afsættes 600.000 kr. til en rådgiverundersøgelse, der skal afdække, hvordan Hvidovre Stadion kan leve op til Divisionsforeningens krav og hvad det vil koste. Derudover bevilligede Kommunalstyrelsen 150.000 kr. til den kapacitetsanalyse for Hvidovre Stadion, som blev lavet tidligere på året. Pengene til undersøgelserne bliver taget fra Helhedsplanen for idrætsområdet.
Med beslutningen har Kommunalbestyrelsen kun godkendt at sætte gang i en undersøgelse af, hvad det vil kræve og koste at udvide Hvidovre Stadion.
- Jeg tror, vi alle er begejstrede for, at det går godt for HIF og hepper på dem og deres chance for at rykke op i Superligaen. At gøre Hvidovre Stadion klar til superliga koster dog rigtig mange penge, og præcis hvordan det skal gøres, og hvad det vil koste, har vi nu besluttet at undersøge. Så er vi klar til senere at tage en beslutning om, hvorvidt stadion faktisk skal ombygges, hvordan det skal ombygges, og hvem der skal være med til at betale for det. For jeg forestiller mig ikke, at kommunen kan betale for et helt superligastadion, sådan som kravene er til det i dag, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
En egentlig beslutning om at opgradere det lokale stadion vil derfor først skulle politisk behandles, ligesom en ombygning vil kræve en ny lokalplan.