Der er mange veje at gå, når man som ung er færdig med folkeskolen. Og det kan være svært at finde ud af, hvilke job de mange forskellige uddannelser kan føre til.
Men der er hjælp at hente på erhvervsmessen ’Mød en virksomhed’, der løber af stablen onsdag den 9. november i Kometen. Her kan Hvidovres unge blive klogere på de mange job- og uddannelsesmuligheder, der venter lige uden for døren.
På messen stiller lokale virksomheder op med stande, og de unge kan få en snak med fx elektrikere, pædagoger, bagere, anlægsgartnere, sygeplejersker og politifolk om, hvordan deres arbejde egentlig er. Man kan møde chefer, medarbejdere, lærlinge og elever fra mange arbejdspladser fra forskellige brancher, ligesom uddannelsesvejlederne også deltager.
’Mød en virksomhed’ har været holdt siden 2015, og i år skal alle 8., 9. og 10. klasseelever deltage som led i deres undervisning.
Messen er en del af Hvidovre Kommunes arbejde med at ruste lokale unge til fremtidens job- og uddannelsesvalg. I det arbejder spiller forældrene også en stor rolle, og borgmester Anders Wolf Andresen håber derfor, at forældrene vil tage en snak med deres børn i anledning af messen.
- Vi ved, at forældre har stor betydning for unges valg af ungdomsuddannelse. Derfor håber jeg, at de vil benytte deres børns besøg på messen til en snak om fremtiden. I dag er der mange veje gennem erhvervs- og uddannelsesjunglen, og fremtidens arbejdsmarked kan blive markant anderledes, end vi kender det i dag. Derfor er det vigtigt at være åben over for, at der kan være mange måder at få et godt og spændende arbejdsliv på, siger Anders Wolf Andresen.
Derfor er han også glad for, at så mange lokale virksomheder prioriterer at deltage i arrangementet.
- Virksomhederne er vigtige samarbejdspartnere for os i arbejdet med at præsentere vores unge for alle de mange muligheder, der venter efter folkeskolen. Virksomhederne kan inspirere unge til at se nye fremtidsmuligheder, de måske ikke selv havde overvejet, og derfor er jeg rigtig glad for, at så mange deltager aktivt i messen, siger Anders Wolf Andresen.
’Mød en virksomhed’ finder steder i Kometen på Hvidovrevej 280 onsdag den 9. november. De tre første timer fra kl. 12-15 er forbeholdt 8.-10. klasser, mens den sidste time fra kl. 15-16 er åben for alle unge og deres forældre.
Der er gratis adgang til messen. Læs mere på mødenvirksomhed.dk.