Hvidovre Kommunes handicappris uddeles i år for anden gang i samarbejde med handicaprådet.
Prisen blev oprettet for at anerkende og belønne særlige indsatser, der giver borgere med handicap bedre mulighed for at deltage aktivt i samfundslivet. Den første modtager blev Hvidovre Basketball Klubs All Star Junior Hold, som er et basketballhold for børn og unge med udviklingshandicap. Holdet og deres træner modtog prisen i 2020.
Til december uddeler Hvidovre Kommune og Hvidovre Handicapråd igen handicapprisen, og du kan lige nu indstille din kandidat til Hvidovre Handicappris 2022.
”I Handicaprådet er vi meget glade for, at handicapprisen nu uddeles for anden gang. Den kan både gives til borgere, der er handicappede eller til andre, som har gjort en særlig indsats for handicapområdet. Vi håber på rigtig mange indstillinger – og ser frem til en festlig dag, når prisen uddeles den 3. december”, siger formand for Hvidovre Handicapråd, Bente Weinreich.
Kender du en person, en forening, en virksomhed eller en organisation, der gør eller har gjort en særlig indsats for borgere med handicap? Så har du mulighed for at indstille den person eller forening/virksomhed/organisation til Hvidovre Kommunes Handicappris 2022. Medarbejdere i Hvidovre Kommune kan ikke modtage prisen. Fristen for at indstille en kandidat til dette års handicappris er den 10. november 2022.
Handicapprisen bliver uddelt på FN’s internationale handicapdag, den 3. december 2022 af borgmester Anders Wolf Andresen, der er formand for bedømmelsesudvalget til uddeling af handicapprisen.
”Jeg er optaget af, at vores borgere skal have lige muligheder – og derfor er det vigtigt, at vi anerkender dem, der gør en særlig indsats for at de medborgere, der lever med et fysisk eller psykisk handicap, kan deltage aktivt i vores lokalsamfund ligesom alle andre, siger borgmester Anders Wolf Andresen, der glæder sig til, at han for første gang skal uddele kommunens handicappris for til december. Med prisen følger udover hæderen, et diplom og 5.000 kroner.
Du kan sende dit forslag til prismodtager til Hvidovre Kommune enten på mail til hap@hvidovre.dk eller med sikker digital post via borger.dk, mærket ”Handicappris”. Du kan også aflevere din indstilling personligt i Center for Handicap og Psykiatri, Hvidovrevej 280, 1. sal, 2650 Hvidovre