Onsdag den 9. marts faldt der dom i sagen fra Ege Allé, hvor fire beboere var tiltalt for at fælde tre af kommunens træer.
Alle fire tiltalte blev kendt skyldige i hærværk og fik en dom på 14 dages fængsel, som blev gjort betinget i et år. De modtog alle fire dommen.
Dommen gjaldt kun selve skyldsspørgsmålet. Kommunens erstatningskrav for de fældede træer blev af Retten i Glostrup henvist til en civil retssag.
Hvidovre Kommune har pligt til at forsøge at få erstatning, eftersom de fældede træer stod på kommunens grund og derfor er kommunens ejendom.
Borgmester Anders Wolf Andresen tager til efterretning, at der nu er sat punktum for første del af sagen.
- Jeg håber, at vi nu også kan få afsluttet næste skridt hurtigst muligt og ender med en løsning, som alle kan se sig selv i. Det er en ærgerlig sag for alle parter, siger han.
Hvidovre Kommune og Grundejerforeningen Ny Hvidovre har tidligere forsøgt at finde et fælles forlig, inden sagen endte i retten, men det var ikke muligt.
Nu skal Hvidovre Kommune i gang med det videre forløb vedrørende erstatningskravet.