Hvidovre Kommune skal være en rummelig og attraktiv arbejdsplads for alle. Det er baggrunden for, at Kommunalbestyrelsen netop har godkendt en ny Ligebehandlingspolitik, der skal sikre, at alle medarbejdere bliver behandlet lige uanset køn, alder, etnicitet, seksuel orientering og handicap.
- Ligebehandling handler ikke om at behandle alle ens, men om at give alle samme muligheder. Som organisation tolererer vi ikke diskriminerende forskelsbehandling af nogen art og modarbejder det aktivt. Med ligebehandlingspolitikken vil vi gerne sikre, at vi afspejler det omkringliggende samfund. Derfor er jeg glad for, at ligebehandlingspolitikken er bredere end køn og også dækker fx seksualitet mv., siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Med den nye politik ønsker Hvidovre Kommune at sætte pejlemærker for arbejdet med ligebehandling i organisationen og dermed sikre, at arbejdspladsen også afspejler den udvikling der i øvrigt ses i samfundet.
I praksis betyder det, at ligestillingspolitikken fra 2012, der sætter fokus på ligestilling mellem kønnene, erstattes af en ligebehandlingspolitik der - udover køn - også sætter fokus på en række andre områder relevant for ligebehandling.
Ligebehandlingspolitikken ligger således i forlængelse af Hvidovre Kommunes værdier og pejlemærker, som er dialog, åbenhed og engagement - med fokus på trivsel og arbejdsglæde. Hvidovre ønsker at bidrage til at opretholde og udvikle et samfund, hvor der er plads til alle, og hvor alle har mulighed for at have og få et ordentligt liv.
Den nye Ligebehandlingspolitik favner derfor bredt og skal være en forankret del af dagligdagen i organisationen. Det er målet, at ligebehandlingspolitikken vil blive brugt aktivt og indgå i mindsettet hos alle medarbejdere og ledere.
- Vi ved godt, at debatten om ligebehandling ikke altid er nem, men jeg håber, at vi med ligebehandlingspolitikken kan gøre det nemmere at tage dialogen som en naturlig del af den daglige ledelse og arbejde, siger borgmesteren.
I Ligebehandlingspolitikken er der derfor udarbejdet konkrete indsatser til brug ved implementering - fx kurser i håndtering af svære sager, øget brug af spørgeskemaundersøgelser, målrettede tilbud til seniormedarbejdere mv.
Den nye ligebehandlingspolitik kan ses på kommunens hjemmeside.