Ni øer, der kan sikre Storkøbenhavn fra syd mod oversvømmelser, danne rammen om 12.000 grønne arbejdspladser som del af et fossilfrit Danmark og masser af ny natur med høj biodiversitet. Det er visionen bag Holmene, som Hvidovre Kommune har arbejdet på i flere år.
Og den vil Hvidovre Kommune rigtig gerne fortælle om; Kommunen ønsker åbenhed og dialog om projektet. Lige nu florerer der nemlig mange misforståelser og urigtige oplysninger om Holmene, som Hvidovre gerne vil korrigere.
- Vi deler meget gerne vores informationer og de mange undersøgelser, vi har lavet – det er ikke hemmeligt, for alle rapporter, der er udarbejdet i forbindelse med Holmene projektet, ligger frit tilgængeligt på vores hjemmeside. Vi ønsker en god dialog med vores nabokommuner og andre, som har interesse for at drøfte Holmene projektet. Kommunerne ned langs Køge Bugt har en række bekymringer omkring projektet, og derfor har jeg netop sendt en invitation til mine borgmester-kollegaer til dialogmøde om Holmene. Jeg håber, de tager imod invitationen, så vi kan få gang i en god dialog, siger Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen.
Hvidovre Kommune har også længe haft en hjemmeside om projektet, holmene.com, hvor man kan læse fakta og se de forundersøgelser, der er lavet om fx miljøpåvirkninger, jordtransport og støj. Her ligger alt materiale, forundersøgelser, rapporter mv. tilgængeligt for alle.
- Med en åben dialog håber vi at komme nogle af misforståelserne omkring Holmene til livs. Vi deler fx Køge Bugt-kommunernes ønske om at passe på havmiljøet, og naturbeskyttelse er en stor del af projektet, understreger Anders Wolf Andresen.
Som del af en fremtid uden gas og olie har Danmark brug for grøn og vedvarende energi, og her kan Holmene også spille ind. Her kan strøm fra vindmøller og solceller omsættes til bæredygtigt brændstof til lastbiler, skibe og fly via Power to X. En teknologi, der allerede findes i lille skala på Avedøreværket, og som kan blive en stor del af den grønne omstilling og uafhængighed af russisk gas og olie.
En af misforståelserne har været, at man med Holmene vil benytte sig af metoden klapning for at komme af med bløde aflejringer på havbunden, som det er sket i forbindelse med Lynetteholm-projektet og i forbindelse med etableringen af Køge Kyst. Men det er slet ikke med i planerne for Holmene.
- Skulle det, mod forventning, vise sig, at vi har behov for at fjerne slam fra bunden, vil vi finde en anden måde at afskaffe det på, fx ved deponering på land, siger borgmesteren.
Hvidovre Kommune er meget optagede af, at den samlede miljøpåvirkning af Holmene er positiv, og at de miljømæssige gener er så skånsomme som overhovedet muligt i byggefasen. Faktisk er det planen, at der med Holmene skal skabes naturområder og biodiversitet i en mængde og kvalitet, der mere end opvejer den natur, der bliver berørt af anlæggelsen af øerne. De vil endda skabe merværdi, fordi der tilføjes havmarine-områder som sandbanker, strandenge og stenrev, som efterlyses andre steder.
- Holmene handler ikke kun om skabe et grønt og innovativt erhvervsområde, det handler også om at skabe nye naturområder – både uberørt natur til glæde for dyr og planter, men også rekreative områder, hvor der kan etableres cykelstier, fugletårne, sejles i kajak, snorkles og meget, meget mere, siger Anders Wolf Andresen.
De inderste øer vil også indgå som en del af stormflodssikringen af Storkøbenhavn og Hvidovre fra syd. Digerne omkring øerne vil være minimum 5,5 meter høje og vil kunne klare kraftige storme og høje vandstande som følge af klimaforandringerne.
- Og netop stormflodssikring ved vi, at vi får behov for i den nærmeste fremtid, sådan som klimaændringerne hastigt viser sig, siger Anders Wolf Andresen.
Hvidovre Kommune fik ideen til Holmene tilbage i 2015 og har efterfølgende haft en række dialogmøder med en række kommuner bl.a. Vallensbæk, Ishøj og Brøndby kommuner, ligesom der i starten af projektet har været dialogmøder med den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, erhvervsfiskere, små og store interesseorganisationer, vidensinstitutioner mv.
Der arbejdes netop nu på en projekteringslov for Holmene, som ventes færdig i af 2023. Herefter skal der laves en VVM-undersøgelse, som skal undersøge alle miljøforhold til bunds, inden arbejdet med en anlægslov vil kunne gå i gang.
Læs meget mere om Holmene på holmene.com.
Gå på opdagelse i rapporter og undersøgelser om Holmene her