Her har 23,2 procent af eleverne i 9. og 10. klasse i år søgt ind på en erhvervsuddannelse. Det svarer til i alt 151 elever. I 2021 var det 16,4 procent af afgangseleverne i Hvidovre, der valgte at gå denne vej. Stigningen på 6,8 procentpoint gør Hvidovre Kommune til dette års højdespringer. Herefter kommer Dragør og Vesthimmerlands kommuner.
”Vi er stolte af at modtage Ørneprisen og glade for, at flere af vores unge vælger at gå den erhvervsfaglige vej efter folkeskolen”, siger borgmester Anders Wolf Andresen i Hvidovre Kommune. ”Hvidovre er en stærk erhvervskommune med fokus på bæredygtighed og god velfærd. Vi har i en årrække arbejdet målrettet med at øge interessen for erhvervsuddannelserne blandt de unge, og det er sket i et godt samarbejde mellem lærere og uddannelsesvejledere, den kommunale ungeindsats og ikke mindst det lokale erhvervsliv.”
I Hvidovre Kommune får alle elever uanset uddannelsesparathed en individuel vejledningssamtale med en uddannelsesvejleder, og erhvervspraktik er en fastlagt del af udskolingsforløbet.
Nogle skoler samarbejder med det tekniske erhvervsskolecenter TEC på Avedøre Holme om valgfag i 7.-8. klasseårgang, og på andre skoler er det lokale virksomheder, der stiller opgaver, når 9. klasse-eleverne arbejder med deres projekt-opgave.
Desuden har kommunen siden 2015 hvert år inviteret udskolingselever, deres forældre og lokale virksomheder til at møde hinanden på messen ”Mød en virksomhed”, hvor de unge har kunnet opleve hvor mange forskellige jobmuligheder, der er, hvis man tager en erhvervsfaglig uddannelse. I 2021 holdt kommunen også for første gang en uddannelsesaften på TEC for elever og forældre.
”Det er en hovedprioritet for regeringen, at flere unge starter på en erhvervsuddannelse og får et svendebrev. Vi har hårdt brug for dygtige smede, industriteknikere og mange andre faglærte i fremtiden, og derfor er det meget glædeligt, når kommunerne gør en særlig indsats for at få unge til at søge mod erhvervsuddannelserne. Mit håb er, at alle kommuner vil tage stafetten op og lære af erfaringerne fra de kommuner, der lykkes med at få flere til at vælge en faglært uddannelse og ikke mindst i den grønne omstilling”, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Ved prisoverrækkelsen mødte undervisningsministeren Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen, centerchef for Center for Skole og Uddannelse René Rasmussen Sjøholm, direktør i Hvidovre Kommune Susan Bjerregaard, skoleleder på Dansborgskolen Kasper Nyholm og ikke mindst de tre elever Julie, Oscar og Kristoffer fra 9. klasse, der har søgt ind på henholdsvis sosu-assistent- og elektrikeruddannelsen.
På Dansborgskolen er der i år 15 elever, der har søgt ind på en erhvervsuddannelse som førsteprioritet. I 2021 var der tre.
Med Ørneprisen følger et diplom og 100.000 kr. Pengene skal bruges til tiltag og indsatser, der understøtter samarbejdet mellem skoler og virksomheder og fortsat styrker elevernes kendskab til og motivation for erhvervsuddannelserne.