Når motorvejen skal udbygges, skal der laves effektive, holdbare løsninger for at reducere støjen. Sådan lyder det fra Hvidovre Kommune i et høringssvar til Vejdirektoratet om den planlagte udvidelse af Amagermotorvejen.
For selvom Hvidovre Kommune bakker op om den planlagte udvidelse, så skal de omkringboende borgere sikres bedst muligt mod støj fra strækningen.
- Vi kan ikke acceptere, at en udvidelse af en af Danmarks mest befærdede motorvejsstrækninger vil medføre endnu større støjgener for borgerne i Hvidovre. Vi har allerede alt for mange boliger, der er plaget af støj fra Amagermotorvejen og Kalvebodsbroerne, så der skal simpelthen findes nogle bedre løsninger til støjdæmpning end de traditionelle støjskærme, understreger borgmester Anders Wolf Andresen.
Hvidovre Kommune har længe været fortaler for en udvidelse af motorvejen og en ny tilkørselsrampe for at sikre en bedre trafikafvikling til og fra Avedøre Holme. I dag er det i myldretiden svært at komme ud og ind af området, ligesom selve motorvejen er hårdt plaget af trængselsproblemer. Med visionen om Holmene er en udvidelse af Amagermotorvejen med en tredje tilkørsel til Avedøre Holme er ligeledes en forudsætning.
Men det må ikke ske på bekostning af borgerne i nærområdet. Derfor understreger kommunen i sit høringssvar, at der med udvidelsen samtidig skal sikres en effektiv støjbeskyttelse af de meget store boligområder og de enestående, rekreative områder ud til Kalveboderne:
”Hvidovre Kommune finder, at de nuværende forslag til støjbeskyttelse slet ikke er ambitiøse nok, når der nu endelig skal bygges. Det virker alt for traditionelt at bygge en ny afkørselsrampe i 3. sals højde og forsøge at lappe på Kalvebodsbroernes støjudbredelse ud over de store rekreative arealer og bolignære områder. Der må tænkes helt andre fremtids- og langtidsholdbare løsninger ind, som det danske samfund kan være bekendt”, står det i høringssvaret.
Det fremhæves, at Kalvebodsbroerne støjmæssigt er et kæmpe problem, da der i dag ikke er nogen støjafskærmning:
”Hvidovre Kommune forventer, at Vejdirektoratet tænker i de mest effektive alternativer til støjbekæmpelse fra Kalvebodsbroerne, f.eks. at broerne i stedet bliver til en tunnel, der samtænkes og kombineres med en kystsikring af det sydlige København”, står der.
De nuværende støjberegninger anslår, at der efter udvidelsen af Amagermotorvejen og med traditionelle støjskærme fortsat vil være ca. 5.000 støjbelastede boliger i Hvidovre, og det er alt for mange, mener Hvidovre Kommune. Støjen kan nemlig reduceres betragteligt med en overdækning eller lignende effektive tiltag, og det bør prioriteres, når der investeres og udvides så kraftigt i det primære vejnet midt igennem hovedstadsområdet, lyder det i høringssvaret.
Heri påpeges også, at omfattende viden og forskning viser meget alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser ved at blive udsat for vedvarende støj. Det er en trussel mod folkesundheden, og det kan Hvidovre Kommune naturligvis ikke sidde overhørig.
Også i beredskabsmæssige sammenhænge har Hvidovre Kommune argumenteret for, at det kan være kritisk med kun to udkørsler fra så stort et erhvervsområde som Avedøre Holme, hvor der er virksomheder med særlige beliggenhedskrav med samlet over 12.000 ansatte.
Derfor er det positivt med planen om en tredje tilkørsel til området, men den foreslåede placering vil dele et af Hovedstadsregionens største uddannelsessteder, TEC, i to. Den skal derfor ændres, lyder det fra kommunen.
Hvidovre Kommune forventer desuden, at der i anlægsfasen bliver holdt skarpt øje med røg, støj og møg fra arbejdet, så der bliver så få gener som overhovedet muligt for både mennesker og natur.
Endelig ligger der en supercykelsti langs med Amagermotorvejen i Mågeparken, som forudsættes opretholdt.
Høringssvaret fra Hvidovre Kommune vil indgå sammen med de øvrige input i Vejdirektoratets miljøkonsekvensvurdering af udbygningen af Amagermotorveje, som forventes færdig i efteråret 2023. I forbindelse med den afsluttende høring i 2023 vil der igen blive afholdt borgermøde, hvor resultaterne af miljøkonsekvensvurderingen vil blive præsenteret.
Det er Folketinget, der i sidste ende skal beslutte, om Amagermotorvejen skal udvides og hvordan det i så fald skal gennemføres.