Frivilligcenter kommer på plads

Juni |

Når det kommende Frivilligcenter Hvidovre slår dørene op efter sommerferien, vil det ske i lokaler på Høvedstensvej 49. Det godkendte Kommunalbestyrelsen på sit seneste møde.

Det nye frivilligcenter er en selvstændig forening og skal fungere som en samlende platform til at netværke, samarbejde og udvikle frivillighed i Hvidovre Kommune.

Frivilligcentret blev formelt etableret ved en stiftende generalforsamling den 15. juni 2022, hvor der blev valgt fem medlemmer til bestyrelsen samt tre suppleanter. Bestyrelsen skal nu konstituere sig, og efter sommerferien skal der også udpeges to kommunalbestyrelsesmedlemmer til bestyrelsen.

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu etablerer et frivilligcenter i Hvidovre – og jeg er særligt glad for, at der var så stor interesse blandt vores foreninger og borgere til at være med i bestyrelsen for det nye center. Vi har heldigvis en stærk tradition for frivillighed som del af fællesskabet i Hvidovre, og med det nye frivilligcenter kan vi sikre endnu bedre rammer og muligheder for dem, der lægger deres tid og energi i arbejdet med at hjælpe andre, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

En af de første opgaver for den nye bestyrelse bliver at ansætte en daglig leder for frivilligcentret.

Frivilligcentrets formål er at understøtte frivillige initiativer og indsatser, som har et socialt sigte. Det skal gerne gøre det lettere at være frivillig og yde en frivillig social indsats, fordi man her kan finde et netværk og få sparring på tværs af foreninger, kommune, erhvervsliv og andre samarbejdspartnere. Frivilligcentret bliver også et samlende sted for dem, der har brug for hjælp fra lokalsamfundet.

De fysiske rammer bliver altså placeret i de kommunale lokaler på Høvedstensvej 49, som lige nu bruges af Teater Vestvolden. Teatret flytter dog til det nye Kulturhus Risbjerggaard i løbet af sommeren, hvorefter frivilligcentret kan flytte ind.

Hvidovre Kommune har fået penge fra Socialstyrelsen til at etablere frivilligcentret, og Kommunalbestyrelsen har givet tilsagn om medfinansiering i de to første etableringsår.

 

De blev valgt til bestyrelsen:

  • Birger Thybo Sørensen, Parkinsonforeningen
  • Dorte Stollesen, Café Hjertetræet
  • Lene Jensen, Førtidspensionisterne i Hvidovre
  • Thomas Møller, Det spiselige Hvidovre, Stop Spild Lokalt Hvidovre

Suppleanter:

  • Hanne Kruse, Hvidovre Quilterne
  • Birthe Mingon
  • Tonny Erichsen, Hvidovre Lænken