Hvidovre Kommune har en vision om at være børnenes og familiernes by, og nu får de lokale børn og unge endnu bedre muligheder for at bidrage til den vision.
En enig kommunalbestyrelse har nemlig besluttet at nedsætte et børne- og ungdomsråd, som kan være med til at sikre trygge rammer og attraktive tilbud for alle børn og unge i kommunen.
- Jeg er utrolig glad for, at vi nu får nedsat et børne- og ungdomsråd, som kan sikre vores børn og unge indflydelse på den lokale udvikling. Det er rigtig vigtigt, at de får en stemme i de sager og beslutninger, der omhandler dem. De ved jo bedre end os, hvad der rører sig i deres liv og hverdag. Da jeg havde Emma fra Dansborgskolen i borgmesterpraktik, var det da også et af de vigtigste emner for hende, at vi fik et børne- og ungdomsråd, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Børne- og Ungdomsrådet kan rådgive politikerne i generelle sager på børne- og uddannelsesområdet og bliver hørt i sager, der har almen betydning for børn og unge i kommunen. På den måde giver rådet kommunens børn og unge en formel stemme til at sætte fokus på de unges kultur-, skolefritids- og socialpolitiske interesser.
Alle medlemmer af rådet kan fremsætte forslag om emner, der skal behandles, og det kan også behandle emner og forslag fremsendt af kommunens børn og unge under 16 år. Rådet er således med til at skabe et politisk forum, hvor Hvidovres børn og unge kan udvikle deres demokratiske og samfundsmæssige forståelse i praksis.
- Vi glæder os meget til at få inddraget vores yngste borgere i det politiske arbejde. Jeg håber, at vi ved at give vores børn og unge medbestemmelse og medansvar kan styrke deres forståelse for, hvordan et demokratisk samfund fungerer, siger Sara Benzon, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Det nye Børne- og Ungdomsråd vil bestå af 21 børn og unge i alderen 12-16 år med bopæl i Hvidovre. Det tilstræbes, at alle kommunens folkeskoler, privatskoler og Ungdomsskolen er repræsenteret i rådet for at sikre et repræsentativt udsnit af kommunens børn og unge. Dertil udpeges to politiske medlemmer fra Kommunalbestyrelsen, som dog ikke har stemmeret i rådet.
Efter sommerferien begynder arbejdet med at rekruttere kandidater til rådet. Første valg til Hvidovre Børne- og Ungdomsråd skydes i gang til november, og alle børn og unge i alderen 12 - 16 år med bopæl i Hvidovre Kommune kan stemme. Valget foregår digitalt, og alle kandidater er på valg i hele kommunen.
Erfaringen fra lignende råd i andre kommuner er, at det er vigtigt at skabe kontinuitet og sammenhold for de unge medlemmer, så de ikke falder fra. Derfor bliver der også oprettet et hold i demokratisk dannelse faciliteret af Ungdomsskolen, som vil bestå af både sociale og faglige arrangementer for de unge i rådet.
Der afsættes 70.000 kroner årligt til Hvidovre Børne- og Ungdomsråd. De 50.000 kroner kan rådet fordele til projekter inden for børne- og ungeområdet, og de 20.000 kroner er til forplejning og arrangementer.