Mindst 300.000 husstande i Øresundsregionen vil kunne få grøn strøm fra en helt ny vindmøllepark, hvis den bliver godkendt og opført som planlagt. Projektet hedder Aflandshage Vindmøllepark, og bag det står HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. Ud over selve vindmølleparken i Øresund skal der også bygges en transformerstation ved Avedøreværket, og den del af projektet er Hvidovre Kommune miljøvurderingsmyndighed for.
Målet med vindmølleparken er at bidrage til den grønne omstilling af energiforsyningen og imødekomme et stærkt stigende behov for CO2-fri strøm. HOFOR har arbejdet på vindmølleprojektet siden 2011, og Aflandshage Vindmøllepark er nu nået så langt i processen, at miljøvurderingen er i offentlig høring.
Aflandshage Vindmøllepark vil blive placeret i et område i det sydlige Øresund cirka 10 km syd for Amager, cirka 8 km nordøst for Stevns og cirka 12 km vest for den svenske kyst ved Skanør/Falsterbo.
- Der er tale om moderne havvindmøller med en højde på op til 220 meter til øverste vindespids, hvilket er en smule højere end Turning Torso-skyskraberen i Malmø og pylonerne på Øresundsbroen. De vil derfor kunne ses i horisonten fra det meste af kysten langs Køge bugt, det sydlige Amager og den svenske kyst syd for Øresundsbroen, forklarer Jan Kauffmann, direktør for Økonomi og Forretning i HOFOR.
HOFOR har før høringen gennemført en spørgeundersøgelse i de omkringliggende kommuner, herunder også blandt 300 borgere i Hvidovre Kommune. Og selvom vindmølleparken vil kunne ses fra kysten i Hvidovre, så er hovedparten af de lokale borgere positivt stemt over for både de konkrete planer og vindmøller generelt. Fx siger 92 % af de adspurgte, at havvindmølleparker bør opføres i Øresund som led i den grønne omstilling, og 83 % synes godt om de konkrete planer om Aflandshage. Blot 5 % procent af de adspurgte i Hvidovre er negative eller meget negative over for projektet i undersøgelsen.
Hvidovre Kommune tager også godt imod det nye projekt, som kan blive en vigtig brik i de nationale og lokale målsætninger på klimaområdet.
- I Hvidovre har vi tårnhøje ambitioner på det grønne område, så alle grønne tiltag er velkomne. Vi er selv i gang med at udarbejde en ambitiøs klimaplan, hvor vi blandt andet ser på, hvordan vi kan nedbringe den samlede CO2-udledning og blive CO2-neutral i 2050. Her er grøn strøm en vigtig bidragsyder, så vi hilser HOFORs vindmølleprojekt velkommen, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Og det er ikke bare grøn strøm, som borgerne i Hvidovre Kommune kan få ud af det store projekt. De kan nemlig også købe andele i vindmøllerne, fordi Aflandshage opføres inden for 16 km fra kommunen. Projektet er omfattet af den såkaldte køberetsordning, som altså giver alle borgere i Hvidovre Kommune mulighed for at blive medejer af projektet - og ejerandelene kan man købe til kostpris.
Først skal projektet dog godkendes, og her er den offentlige høring en vigtig del af processen. Aflandshage Vindmøllepark er blevet grundigt miljøvurderet af eksterne eksperter fra NIRAS, og den miljøvurdering er netop nu i høring frem til den 20. februar 2022. Det betyder, at alle interesserede – borgere, organisationer, virksomheder og institutioner – har mulighed for at indgive høringssvar til Energistyrelsen, som står for høringen.
Man kan finde og downloade materialet på hjemmesiden hofor.dk/aflandshage. Her kan man også visualiseringer af vindmølleparken set fra forskellige punkter på kysten, ligesom der er link til et virtuelt borgermøde den 12. januar kl. 19-21.
Aflandshage Vindmøllepark vil med en samlet effekt på op til 300 MW kunne producere CO2-fri strøm, der svarer til mindst 300.000 husstandes forbrug.
Dermed vil møllerne være et væsentligt bidrag til den grønne omstilling i Danmark og målet om 70 procent reduktion af CO2-udledningen i 2030, hvor en række kommuner i hovedstaden, herunder Hvidovre, går forrest med ambitionen om CO2-neutralitet allerede i 2025.