En enig kommunalbestyrelse godkendte på sit seneste møde endeligt Lokalplan 148 for Hvidovre Torv og området omkring det.
- Med den nye lokalplan har vi sat nogle rammer for, hvad man må og ikke må i udviklingen af torvet. Vi ønsker at gøre torvet til et attraktivt og levende byrum og skabe et hyggeligt samlingspunkt for byens borgere, men det skal ske i respekt for områdets historie og kulturmiljø, siger Charlotte Munch, formand for By- og Planudvalget.
Formålet med lokalplanen er derfor dels at sikre og videreudvikle landsbykarakteren i den lave bebyggelse langs Hvidovregade, dels at udvikle bylivet og anvendelsesmulighederne omkring torvet, der er et vigtigt knudepunkt på Hvidovrevej.
Særligt det snoede vejforløb af Hvidovregade samt byggemønstret i området vurderes at være bevaringsværdigt, og dertil er der politisk enighed i Kommunalbestyrelsen om, at man ikke vil fjerne Hvidovregitteret fra torvet.
Den nye lokalplan opstiller bl.a. regler om placering, udformning og udseende af eventuelt kommende nybyggeri og renoveringer af eksisterende bygninger. Den giver også mulighed for mere publikumsorienterede erhverv i stueetagen som fx café, restaurant, frisør eller ejendomsmægler, ligesom der er et ønske om at tillade mere udeservering.
Hvordan torvet præcist skal udvikles, er dog ikke bestemt endnu. Det vil blive besluttet i en kommende visionsproces, hvor også borgerne vil blive inviteret med.
- Hvidovre Torv betyder meget for mange borgere i Hvidovre, så det er kun naturligt, at vi også inddrager dem i udviklingen af torvet. Jeg glæder mig til at høre deres spændende ideer, så vi sammen kan skabe et attraktivt område og udvikle vores by, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Forslaget til Lokalplan 148 har været i otte ugers offentlig høring, og her kom der 19 høringssvar, som har indgået i arbejdet med lokalplanen.