Pavillonerne vil blive sat op i to længer med hver to etager, og derefter vil de blive indrettet med senge og møbler, så de første beboere kan flytte ind i midten af januar. Der vil både være værelser og fællesrum, og så vil der også komme en pavillon, som skal bruges som vaskeri. Indgangen til de midlertidige boliger vil være fra Hvidovrevej.
Beboerne i de midlertidige boliger vil både være ukrainere, som allerede bor i Hvidovre, men som ikke kan blive boende i deres nuværende bolig, og ukrainere, som Udlændingestyrelsen visiterer til Hvidovre i de kommende måneder.
Hovedparten af de ukrainere, som er kommet til Hvidovre, er kvinder og børn. Størstedelen af de voksne er klar til at tage et arbejde eller arbejder allerede.
De idrætsaktiviteter, der normalt foregår på grusbanen ved Strandmarkens Fritidscenter, bliver flyttet til andre steder i den periode, hvor pavillonerne skal stå der. Fx har Hvidovre Atletik og Motion et kastebur, som i stedet kommer til at stå på Hvidovre Stadion.
Det er fortsat muligt at holde kræmmermarkeder på området – dog i mindre målestok end det tidligere er blevet gjort.
I alt 210 ukrainere har indtil nu fået opholdstilladelse i Hvidovre.