Nye ejendomsvurderinger på vej

April |

Efter 10 år er et nyt vurderingssystem af ejerboliger på vej, og nu har Vurderingsstyrelsen offentliggjort nye vurderinger af 50.000 udvalgte boliger over hele landet.

For Hvidovre Kommune viser de en generel stor stigning i ejendomsvurderingerne – enkelte boligejere oplever en stigning på helt op til 200 procent. Det lyder voldsomt, eftersom ejendomsvurderingerne er med til at bestemme, hvor meget man som boligejer skal betale i boligskat. Jo højere vurdering, jo mere skal man betale skat af.

De højere vurderinger får dog ikke umiddelbar betydning for de nuværende boligejere i Hvidovre. Har du købt din bolig før 1. januar 2024, vil du nemlig få en permanent skatterabat, så du ikke skal betale mere i skat, end du gør i dag. Skatterabatten gælder, indtil du sælger din bolig. Stiger boligen yderligere i værdi efter 2024, skal du dog betale ekstra skat af de nye stigninger.

Men køber man bolig efter 2024, skal man betale skat af hele den nye vurdering af boligen. Det kan få betydning for det fremtidige boligmarked.

- Det er et emne, jeg er meget optaget af. Det ser ud til, at særligt de store byer som fx Hvidovre bliver ramt af store stigninger i ejendomsværdiskatten, og det er helt sikkert noget, vi skal være opmærksomme på. Vi vil gerne have, at alle skal have mulighed for at bo i vores by, men det bliver sværere, hvis huspriserne og dermed boligskatten stiger meget. Jeg er dog glad for, at de nuværende boligejere ikke står over for en uforholdsmæssig stor skattestigning, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

De nye skatteregler skal efter planen træde i kraft fra 2024.

I de nye ejendomsvurderinger trækker skattevæsnet 20 procent fra den anslåede værdi for at være på den sikre side.

Du kan læse mere om de nye ejendomsvurderinger på Vurderingsstyrelsens hjemmeside.

 

FAKTA

Ejendomsvurderinger er skattevæsnets skøn af din boligs værdi og har betydning for opkrævningen af ejendomsskat. Ejendomsvurderingen består af to dele:

  • Ejendomsværdiskat, som skal betales af alle, der ejer en ejerbolig. Skatten betales af den samlede værdi af din faste ejendom med grund og bygninger. Skatten betales til staten.
  • Grundskyld, som er den skat, du betaler for den skønnede værdi af selve grunden. Grundskyld betales til kommunen.