Langhøjskolens svømmehal er igen åben og får nu installeret et kulfilter. Et filter med aktivt kul skal erstatte den nuværende rensning af vandet som sker med UV-lys og sikre, at vandet fremover vil blive renset mere effektivt, så vandkvaliteten forbedres – og svømmehallen ikke behøver at lukke pga. for høje bakterieniveauer.
Tilsagnet om, at der nu bliver installeret et kulfilter i Langhøjbadet, blev givet fra borgmester Anders Wolf Andresen, kultur- og fritidsudvalgsformand Kenneth Bak, klima-, miljø- og teknikudvalgsformand Kristina Young og formand for børne- og uddannelsesudvalget Sara Benzon på et møde med Hvidovre Svømmeklub torsdag aften.
”Udvalgsformændene og jeg har stor forståelse for, at aflysningerne af svømmetræningen er til stor gene for børn og forældre – og et problem for svømmeklubben. Derfor er jeg også glad for, at vi har fundet frem til en løsning på de udfordringer, der har været med vandkvaliteten i vores skolesvømmehal Langhøjbadet”, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Udskiftningen af det nuværende UV-lysanlæg med et kulfilter er anbefalet af Teknologisk Institut, der vurderer, at et kulfilter kan være med til at løse de udfordringer med jævnlig overskridelse af grænseværdier, som Langhøjbadet og dermed både Langhøjskolens elever og svømmeklubbens medlemmer nu har været plaget af over en længere periode.
På mødet mellem borgmester, udvalgsformænd, repræsentanter fra Hvidovre Svømmeklub, fra Langhøjskolen og fra kommunens administration blev det desuden aftalt, at der allerede fra næste uge også bliver ændret på rengøringen i svømmehallen, så den kommer til at svare til den rengøring, der er i dag i kommunens offentlige svømmehaller.
Det blev også aftalt, at der bliver gennemført en badekampagne både på Langhøjskolen og i svømmeklubben.
Formand for Hvidovre Svømmeklub, Gitte Bidsted, er tilfreds med mødet:
”Som svømmeklub har vi brug for, at kommunen sørger for en stabil drift af bassinet, så vi ikke tvinges ud i mange aflysninger af vores svømmetider. Efter mødet og de tilsagn, vi fik fra borgmesteren og udvalgsformændene, er jeg optimistisk i forhold til, at vi nu med de nye tiltag, der er aftalt, kan få løst problemet.”
Gitte Bidsted glæder sig også over, at det blev aftalt, at der bliver sat en elektronisk temperaturtavle op, hvor Langhøjbadets brugere vil kunne følge med i vand- og rumtemperatur.