For Hvidovre-borgere bliver det en ekstra spændende oplevelse at gå i biografen, når den danske film ”Elsker dig for tiden” får premiere i efteråret 2022. Store dele af filmen er nemlig optaget på locations i Hvidovre.
- Det er utrolig spændende og dejligt, at der igen bliver filmet en ny, dansk film i Hvidovre. Det giver os mulighed for at vise vores fantastiske kommune frem. Samarbejdet med SF Studios giver også mulighed for, at lokale elever og studerende kan komme i praktik på filmoptagelserne, ligesom alle borgere kan komme helt tæt på filmens verden som statister og tilskuere til udvalgte optagelser, siger Hvidovres borgmester, Helle Adelborg.
Bag filmen står SF Studios, og på rollelisten er en lang række af dansk teater, film og tv’s nye, store talenter - bl.a. Kasper Dalsgaard, Sofie Jo Kaufmanas, Olivia Joof Lewerissa og Magnus Haugaard.
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag står bag manuskriptet, instruerer og medvirker selv i filmen. Julie Rudbæk spiller Anna, mens Kasper Dalsgaard spiller Thomas.
- Julie og Jesper har skabt en autentisk fortælling om deres generation med præcis den komiske nerve, de er kendt for. Handlingen foregår denne gang både i København og Hvidovre, og hos SF Studios er vi er utrolig glade for samarbejdet med netop Hvidovre Kommune. Deres opbakning til ”Elsker dig for tiden” oplever jeg som en vigtig anerkendelse af dansk film, siger filmen producer, Marcella Dichmann, fra SF Studios.
”Elsker dig for tiden” følger Anna og Thomas, der er hinandens modsætninger, men de mangler begge det samme - kærligheden. Anna er en selvstændig karrierekvinde, der holder kærligheden i strakt arm. Thomas er traditionel romantiker og leder desperat efter den eneste ene. Med støtte fra deres venner følger vi Anna og Thomas’ rejse fra det allerførste møde, igennem den forvirrende forelskelse og til hverdagen melder sin nådesløse ankomst i parforholdet…
Omkring Anna og Thomas er vennerne og veninderne - Nikolaj, der bliver spillet af Jesper Zuschlag, og Kasper, der bliver spillet af Magnus Haugaard (”Skyld”, ”Klemt”) samt Kathrine, som bliver spillet af Sofie Jo Kaufmanas (”29”, ”Klassen”, ”Hvorfor snakker vi ikke om mig?”, ”Blå bog for evigt”) og Signe, der bliver spillet af Oliva Joof Lewerissa (”DNA”, ”Venuseffekten”). Annas forældre bliver spillet af Michael Moritzen og Vibeke Hastrup. Derudover medvirker Katinka Petersen (”Når støvet har lagt sig”, ”Far”), Cyron Melville (”Vanvittig forelsker”, ”Sommeren ’92”), Miri-Ann Beuschel (”Forældre”, ”Doggystyle”), Lasse Dein (”P3 Satire”), Roberta Reichardt (”Knæler”, ”Sjit Happens”), Karoline Brygmann (”Mercur”, ”Venuseffekten”), Anders Brink (”De frivillige”, ”Sunday”) og Eva Jin, der for alvor gjorde sig bemærket ved sin optræden ved Zulu Comedy Galla 2020.
Julie og Jesper siger om deres cast:
- Vi er helt vildt glade for castet på ”Elsker dig for tiden”. Vi er lykkes med at samle nogle af de dygtigste og sjoveste mennesker, vi kender. Det er en god blanding af velkendte ansigter og så helt nye talenter, som man skal holde godt øje med. Castet har stor betydning for os, og det er en kæmpe fornøjelse at se vores univers komme til live igennem disse dejlige skuespillere.
Optagelserne til filmen er i fuld gang og fortsætter frem til 19. november. ”Elsker dig for tiden” forventes at få premiere i de danske biografer til efteråret 2022.
”Elsker dig for tiden” er produceret af SF Studios med støtte fra Det Danske Filminstitut v/ filmkonsulent Lotte Svendsen under Komedie Call, i samarbejde med TV2 Danmark og Hvidovre Kommune. Filmen distribueres af SF Studios.